2. del
Klik på billederne, hvis du vil
se dem i stort format
| 2. del Klik på billederne, hvis du vil se dem i stort format |
|
6. marts fortsat Dette måltid, bestående af kogt ris blandet op med vildtrester, var tidligere blevet serveret på terrassen med en misundelig Coco som tilskuer gennem terrassedørens glas. Det sås tydeligt, at Coco var helt klar over, hvilken himmerigsmundfuld, hun her gik glip af, og så snart Milloup havde tømt og forladt skålen, styrtede hun ved første lejlighed ud på terrassen, hvor vi snart efter kunne høre skålen kure hen over terrassens fliser i takt med Cocos forsøg på at slikke sig vej gennem skålens sider efter det sidste. Men hvis jeg kender Milloup ret, så har "det sidste" højst bestået af tre fastklistrede ris op ad skålens sider, for når Milloup har været ved truget, er der almindeligvis ikke bare spist op, der er samtidig vasket op. |  |
|
 |
Trods dette herremåltid var Milloup dog ikke mere mæt, end at det lige skulle prøves af, om der ikke faldt en ekstra bid af. Da vi var færdige med at spise, blev vi siddende ved bordet og sludrede hyggeligt. Ved ti-tiden ringede telefonen. Det var Iris' forældre, der meddelte, at de nu efter en lang dag i haven ville tørne ind, så om Iris godt selv ville sørge for at lukke mig ind i huset, når vi engang kom så langt. Det mindede os om, at vi da for øvrigt skulle temmelig tidligt op næste morgen, og vi blev enige om at bryde op, så alle kunne nå at få lidt nattesøvn. Vel hjemme hos Iris' forældre gik Milloup og jeg en hurtig inspektionsrunde på marken før sengetid. Inden længe slumrede hund og ejer fredeligt pote i arm. |
|
7. marts Vækkeuret ringede kl. 7, og jeg vil ikke påstå, at jeg var ganske vågen, da jeg væltede ud af sengen og kæmpede mig i tøjet for at lufte hund. Heldigvis var vejrguderne stadig med os, vejret var overskyet og køligt, men skyerne holdt tæt. Milloup boltrede sig en stund på marken, inden vi gik tilbage til huset. Da jeg endnu ikke havde hørt livstegn fra husets faste beboere, var jeg lidt bekymret for, om Milloup eventuelt skulle begynde at give højlydt udtryk for sin utilfredshed, når jeg forlod ham for at frekventere badeværelset i kælderen, hvilket var nødvendigt, da bruseren på 1. sal var pillet ned for at blive skiftet ud med en nyere model. Den slags små udbrud kan han nemlig godt finde på at komme med, hvis han føler sig forladt på fremmede steder. Heldigvis viste det sig, at han i stedet havde lagt sig op i sengen for at vente stilfærdigt. Hurtigt pakkede jeg taskerne, og vi gik ned i køkkenet, hvor Iris' mor havde morgenmaden klar til os. Nu er jeg aldrig særlig sulten morgenen før en udstilling eller prøve, så i stedet insisterede Iris' mor på at lave en solid madpakke til mig, som jeg kunne spise senere på dagen. Det tilbud tog jeg med tak imod. Snart dukkede Iris op, og jeg fik skyndsomst samling på alle løsdele. Milloup fejrede et lystigt gensyn med Coco og Clara, vi vinkede farvel til Iris' flinke forældre og satte kursen mod udstillingen. Udstillingen var blevet flyttet fra Fallingbostel til et nedlagt militær-område ude i en skov nær Löverschen. Da vi drejede ind gennem lågerne til området, var det første vi så en vej, der fortsatte ligeud mellem en del mindre bygninger og en masse træer. Bygningerne viste viste sig at være små haller, og tre af hallerne var rammen om én ring hver, mens den fjerde indeholdt et velassorteret cafeteria. Vi fandt hurtigt ud af, at de langhårede skulle bedømmes i ring/hal 3 og stillede vores pikpak derind. Så gik vi ud for at give hundene mulighed for at snuse lidt omkring. |
|
Da vi kom langt nok væk fra udstillingsområdet, kunne vi uden problemer lade hundene rende løse omkring, og det passede dem fortrinligt. Clara samlede straks en gren op og løb lykkelig omkring med den i munden. Milloup støvede omkring med tungen ud af halsen, og Coco ville have været på drev inde i tykningen, hvis hun havde fået lov. Efter lufteturen blev Milloup og Coco sat ind i deres kasser, og Clara blev sat på et tæppe ovenpå Cocos kasse med besked på at blive der. Til min store overraskelse parerede hun ordre - uanset om Iris var i nærheden eller ej, hun blev, hvor hun havde fået besked på at blive. |  |
|
Jeg havde ikke regnet med at møde andre kendte ansigter end Iris på denne udstilling, men først stødte jeg på udstillingens andet danske indslag, en sjællandsk opdrætter med to medbragte langhårede gravhunde. De havde været oppe kl. halv 3 for at nå frem til udstillingen, fik jeg at vide. Senere mødte jeg også et kendt ansigt fra vores udflugt til Berlin, nemlig Reiner Schwartz's svigerdatter, Kerstin Schwartz, der var udstillingsleder ved udstillingen i Bötzow. Hun medbragte en langhåret dværghan af eget opdræt, så vi slog alle vore folder ved langhårsringen. Først blev miniature bedømt, dernæst dværg og først til sidst kom standard, så der var god tid til at vandre lidt omkring og kigge ved de andre ringe. Men lidt over middag var det på tide at gøre Milloup udstillingsklar. Milloup syntes ikke rigtig, han havde tid til alt dette børste-pjat. Der var alt for mange spændende dufte, spændende hunde osv, så han vred og vendte sig, mens jeg svingede børster og kamme. Men endelig blev vi klar, og så blev det vores tur. |
|
 |
Der var køligt i hallen - rigeligt køligt, var Iris og jeg tidligere blevet enige om - men dette havde heldigvis en god indflydelse på Milloup. Modsat Berlin, hvor han nærmest skulle trækkes rundt i ringen, gik han pænt ved siden af mig flere gange ringen rundt. Da vi igen kom ud, sagde Iris da også, at han havde både gået og stået pænt. |
|
I klassen var der én hund mere, og da den var bedømt, skulle vi ind igen. Så skulle afgørelsen falde. Resultatet blev for Milloups vedkommende bedømmelsen V1, VDH-CAC, mens konkurrenten måtte nøjes med SG2. Jeg var lykkelig, knægtens første certifikat var i hus. Og da så dét var på plads, var jeg lige pludselig sulten. Iris var også klar til lidt frokost, så vi entrede cafeteria-hallen og kastede os over udvalget. Til at få varmen på valgte jeg en såkaldt "Hochzeitssuppe", en klar suppe med boller, suppeurter og æggestand i tern. Det smagte dejligt, og først og fremmest varmede det godt. Hundene kunne også godt lide lidt æggestand, så der var tilfredshed over hele linjen. |  |
|
 |
Efter frokosten satte vi igen kursen mod den del af området, hvor hundene kunne løbe løse omkring. Vi havde begge slæbt kamera med, Iris fordi hun frygtelig gerne ville have et billede af Coco, hvor hun står fint, men Coco fattede ikke helt pointen. Hver gang, Iris satte sig på hug for at indstille kameraet, løb Coco logrende hen imod hende, så det blev ikke til noget med billedet af den perfekt opstillede hund. Til gengæld kunne vi have fået utallige billeder af en hund i fuldt firspring henimod fotografen. |
|
Mens vi dryssede rundt i skoven og lod hundene hygge sig, diskuterede Iris og jeg, om vi ville have tid til at deltage i konkurrencen om titlen som Landessieger. Toget kørte fra Hannover et par minutter i 5, og vi skulle også bruge mindst 45 minutter til køreturen, så det kunne komme til at knibe. Vi kunne se i programmet, at de korthårede skulle bedømmes først, dernæst langhår og til sidst ruhår - den absolut største gruppe på udstillingen. "Vi spørger, om de ikke kan tage de langhårede først", foreslog Iris. |  |
| Iris kendte udstillingslederen, i hvert fald af udseende, og da vi løb på ham udenfor en af hallerne, var hun ikke sen til at lade handling følge på ord. Efter lidt snakken frem og tilbage gav han efter. Langhårede skulle - af hensyn til de danske deltagere - bedømmes først i store ring. Alligevel ville det blive en kamp mod uret. Vi blev enige om at pakke så meget som muligt i bilen og kun beholde børsterne, udstillingslinen og et tæppe at lægge under hunden. Desuden hentede Iris bilen og parkerede den så tæt på hal 2, som hun kunne komme. |
|  |
Nu strømmede folk til hal 2, og der var ikke andre steder at stå med den sidste afpudsning end udenfor hallen. Jeg smed tæppet i en bunke visne blade, fik Milloup (nogenlunde) overtalt til at afholde sig fra at snuse udenfor tæppet og koncentrere sig om skønhedsplejen, og kort efter var han klar til sin anden optræden den dag. |
| Med Milloup på armen kæmpede jeg mig vej ind i hallen, nåede frem til ringen og var ved at falde over Kerstin Schwartz, der med tårerne strømmende ned ad kinderne knugede sin nybagte Landessieger. I ringen var de i gang med langhårede dværg tæver, og snart efter blev det vores tur. Nu skulle de tre vindere fra henholdsvis Championklasse, Brugshundeklasse og Åben klasse kæmpe mod hinanden. Vi linede op og begyndte at gå rundt i ringen. Efter nogle omgange kom meddelelsen, dommeren har taget sin beslutning. Dommer Marianne Wein-Gysae havde valgt at gøre championhannen til Landessieger, og jeg stoppede op for at stikke vinderen på næven. Videre, blev der sagt, vi skal have fundet reserven. Det havde jeg fuldstændig glemt, men selvfølgelig skulle der også uddeles et TDK-CAC-Res. Altså fortsatte vi endnu nogle runder med de to tilbageværende hunde, inden dommeren besluttede, at dette CAC-Res skulle tilfalde Milloup. Aldrig så snart havde jeg fået udleveret Milloups stambog og andre papirer, før vi styrtede ud til bilen. Iris havde allerede hentet de ting, jeg havde ladet ligge og flyde udenfor hallen, og vi var klar til at køre. Milloup nåede dog lige at sætte en enkelt stregkode op ad en markeringspæl som en sidste hilsen til de tilbageværende hanhunde. Og så gik det i fuld fart mod Hannover. Milloup var træt ovenpå dagens oplevelser, og for en gangs skyld rullede han sig sammen i bunden af bilen og var tilfreds med at blive der. Vi nåede frem til banegården 10 minutter før toget skulle køre, og da Iris ikke kunne få en parkeringsplads måtte vi sige farvel ved bilen. Bagagen blev læsset af, Iris fik et hurtigt knus og tak for en dejlig oplevelse i Hannover, og så fulgte vi ellers strømmen ind i banegårdshallen, mens Iris rullede hjem for at slappe lidt i de sidste, sørgelige rester af weekenden. Heldigvis var toget ikke overfyldt, og det lykkedes at besætte to sæder ved siden af hinanden, så Milloup også kunne komme til at rejse standsmæssigt. Han rullede sig omgående sammen ovenpå min jakke og faldt i søvn. Da jeg lidt senere pakkede Iris's mors madpakke ud, vågnede han dog op længe nok til at få en mundsmag og en slurk vand, men så var energien også brugt op. På hele rejsen op gennem Tyskland måtte jeg nøjes med mit eget selskab - og de spændende stambøger, jeg havde lånt af Iris. Hvad jeg ikke havde været klar over på forhånd var, at togrejsen hjem var længere - i tid - end udturen. Der viste sig nemlig at være indlagt længere stop i både Hamburg og Padborg, og sidstnævnte sted havde vi tid nok til at spadsere en lille tur langs perronen, så Milloup kunne få tømt blæren og sende en hilsen til de lokale firebenede matadorer. I Fredericia havde vi også tid til en lille tur udenfor stationen, og her kunne vi konstatere, at vejret i Danmark ikke var så tørt som vejret i Tyskland. Det var faktisk en del vådere.. Videre gik det med IC-toget, og i Århus nåede vi som beregnet netop aftenens sidste bus mod hjemmet. Så klokken blev kvart i ét, før vi trætte kunne slæbe os det sidste stykke og vælte omkuld i egen seng. Vi var hjemme. |
|
Opdateret d. 14-8-03 |
