2. del
Klik på billederne, hvis du vil
se dem i stort format
Billeder fra Teckel-Quadrillen
| 2. del Klik på billederne, hvis du vil se dem i stort format Billeder fra Teckel-Quadrillen
|
|
8. august- fortsat Ved 7-tiden var jeg ved at være godt mør efter alle de timer i solen og alle de nye indtryk, og jeg kunne se, at Milloup havde det lige sådan. Desuden skulle vi jo bruge lidt tid på soignering inden morgendagens udstilling. Så Reiner Schwartz kørte os tilbage til Frau Wenzel og tog afsked med løftet om at hente os næste morgen kl. 9. På klubpladsen fortsatte festen til sent ud på aftenen, fik jeg at vide dagen efter. I Frau Wenzels hyggelige have var skyggerne blevet lange, så det var nemt at finde et skyggefuldt sted, hvor vi kunne slå os ned med kamme og børster og andet til faget hørende. Inden længe var Milloup pudset og poleret, for heldigvis er en gravhund jo en nem hund at klargøre til udstilling. Så vi flyttede ind i sofaen, tændte for fjernsynet, smækkede benene op og lod ZDF stå for resten af dagens underholdning. |
|
9. august Da vi søndag morgen sammen med Herr Schwartz påny betrådte klubpladsen i Bötzow, kunne vi mærke, at stemningen var en anden. I dag var det alvor, og det var jo heller ikke udelukkende de lokale, der var til stede. Milloup syntes, at det var temmelig træls, at han ikke bare kunne futte rundt efter forgodtbefindende ligesom dagen før, men den gik ikke længere. Han måtte pænt finde sig i at være i snor eller sidde i kassen. |
|
 | Alligevel mødte han en del af vennerne fra dagen før, og desuden fik han nogle nye bekendte. Et enkelt "frækt tilbud" fik han da også i dagens løb. Dette tilbud kom fra en dame, hvis langhårede tæve Milloup snildt kunne se charmen ved. Tæven syntes på sin side også, at Milloup var en dejlig dreng. Ejeren begyndte at spørge mig ud om Milloups afstamning, eller rettere, hun startede med at spørge mig, hvilken kennel han kommer fra. Nu er det jo sådan, at Milloups opdrætter ikke er kennelmærkeindehaver, da Milloup stammer fra første kuld i et stueopdræt. |
|
Den slags er tilladt i Danmark, men ikke i Tyskland. Der skal man have et kennelmærke, inden man begynder at opdrætte, og damens reaktion på min oplysning om, at Milloup ikke havde et kennelmærke, var at det dog var ærgerligt, at den dejlige hund var "uægte".. Så måtte jeg jo kaste mig ud i en længere forklaring om det danske system, og efterhånden gik det op for hende, at uægte, dét var Milloup i hvert fald ikke. Og så var interessen genvakt. Dog må vi jo nok konstatere, at Berlin ligger lidt langt væk, så en parring ville under de forhold blive en ganske bekostelig affære. I vores ring skulle de starte med korthåret gravhund, dernæst langhåret dværg og så først kom vores tur. Altså havde vi god tid til at vandre omkring og genopfriske bekendtskaber fra lørdag og gøre et par nye. I den ene ende af klubpladsen er der også et lille indelukke, der er afgrænset for sig. Her holdt et ældre par til med deres ruhårede gravhundehan, væk fra udstillingens stress og jag. Milloup fik lov at tage en løbetur uden snor, men da han og den ruhårede hurtigt fik et temmelig godt - eller snarere dårligt - øje til hinanden, måtte vi snart fortrække igen. Trist, for vi snakkede ellers godt sammen, vi tobenede. Vejret var fint lige som om lørdagen - strålende sol fra en skyfri himmel. Ingen problemer med våde hunde, men til gengæld det problem, at en hund efter lang tid i den varme bliver noget sløv og ikke viser sig fra sin bedste side. For at holde Milloup i godt humør tog vi et par udflugter ned ad den jordvej, der fører til klubpladsen, og en del af tiden tilbragte han også i kassen, der omhyggeligt blev flyttet med skyggen rundt. Grillen var igen stillet op, og til frokost købte jeg mig en svingende portion kotelet med kartoffelsalat. Koteletten var kæmpestor, og jeg kunne ikke spise det hele, men Milloup var som altid i den slags situationer en storartet hjælper. Hvis han havde fået lov, havde han slæbt paptallerkenen med ind i kassen, så han kunne nyde byttet i fred, men den gik ikke. Dommeren skulle jo nødigt få fedtede fingre af at tage på ham senere på dagen.. |
|
Endelig var det ved at være vores tur. Milloup var blevet børstet og løbet igennem en sidste gang, og vi stod klar udenfor ringen. Fra ringsekretærens plads lød der pludselig en underlig lyd, nærmest som en knasende slubren. Det var den elektriske skrivemaskine, der slugte farvebåndet, og en hektisk jagt blev sat i gang efter et erstatningsbånd. Og så var det vores brugshundeklasse med 3 deltagere, hvoraf Milloup startede sidst. |  |
|
 | Det var en varm fornøjelse at spadsere rundt inde i ringen, hvor der absolut intet var at krybe i skyggen af. Så efter det første par omgange satte Milloup farten betragteligt ned og måtte nærmest hales med rundt. Men dommeren har nok taget varmen med i betragtning, for i hvert fald blev resultatet et V, og vi var med i den afgørende runde. Her blev Milloup placeret som nr. 2 og opnåede altså bedømmelsen V2 og VDH-Res. Så var vi færdige for den dag (undtagen i det tilfælde, at vinderen fra vores gruppe blev placeret som nr. 1 i kampen om DTK-certet, var der én, der fortalte mig. I så fald skulle vi med igen). |
|
Om dette blev tilfældet, fandt jeg aldrig ud af, for da de afgørende konkurrencer løb af stablen, var vi allerede på vej mod stationen i Berlin-Spandau. Vi skulle nemlig med toget allerede kl. 16.45 for at nå til København med sidste tog. Så allerede mens den første afsluttende gruppe fandt sted, tog vi afsked med vore nye venner, og Hr. Schwartz satte sig ind i sin gennemstegte bil for at befordre os til Spandau. |  |
|
På vejen ind mod byen kunne jeg for første gang i dagslys danne mig et lille overblik over, hvor meget skov, der egentlig havde ligget indenfor Berlin-muren i Vestberlins nordvestlige hjørne - og det var meget. Der ville kunne holdes nogle formidable sporprøver, mente jeg, og som jeg tidligere havde fået at vide, var det da netop også det, DTK-Berlin havde anvendt området til inden murens fald. Ved stationen tog vi afsked med Hr. Schwartz, der skulle skynde sig tilbage til udstillingen, hvor han havde pligter at opfylde. Jeg takkede mange gange for hans venlighed og hjælpsomhed, bilen rullede ud fra kantestenen, og så begav vi os ind på stationen. Her måtte jeg konstatere, at hele stationen var under ombygning, og af den grund var mange skilte pillet ned. Heldigvis havde vi god tid, for det varede lidt, inden jeg var sikker på, at vi var på den rigtige perron. Toget rullede ind på stationen, og vi var heldige at besætte et dobbeltsæde, hvor milloups kasse netop kunne klemmes ind mellem det inderste sæde og sædet foran. Ovenpå tronede rygsækken, og på sædet bredte jeg Milloups tæppe ud. Så var vi klar til afgang. Milloup rullede sig sammen på sædet og faldt omgående i søvn. Han vågnede dog op længe nok til at drikke lidt vand, men så snuede hunden ellers fredeligt resten af vejen til Hamburg. Til Hamburg nåede vi ved 7-tiden, og da var det heldigvis blevet en anelse køligere. Milloup var lykkelig for at få mulighed for at strække benene, og med hele bagagen på ryggen/i hånden nåede vi da også et stykke ned ad gågaden, inden vi måtte tilbage for ikke at komme for sent til toget. På stationen købte jeg et stykke pizza og en sodavand til fortæring i toget. For at kunne bære det hele og samtidig holde styr på Milloup stillede jeg pizzaen ind i Milloups kasse, hvilket han omgående tolkede som en indbydelse til at smutte ind i kassen og nyde lidt til ganen. Den gik bare ikke, han måtte pænt traske i hælene af mig, hvilket han gjorde med næsen næsten helt inde mellem kassens tremmer. Heldigvis holdt toget allerede ved perronen, så vi fandt hurtigt vores plads og delte pænt pizzaen - sodavanden fik jeg lov at have for mig selv. I dette tog var der dejligt køligt, og Milloup rullede sig tilfreds sammen på sit tæppe ved siden af mig. Lidt senere rullede hunden om på ryggen, og da der ikke var helt plads nok til at sove i denne stilling, fik jeg et spark med bagpoterne. Jeg rykkede en anelse, og så blev der ro, indtil vi nåede Puttgarten. Da toget rullede ombord i færgen, var det allerede mørkt. Vi tog en tur rundt på færgen og jeg fik købt toldfrit, mens Milloup pænt ventede udenfor. Så ville jeg en tur op på dækket, men der havde Milloup absolut ikke lyst til at gå ud - han ville tilbage til toget og sove videre, og det fik han lov til. Lidt over midnat standsede toget endelig i Høje Tåstrup, og en træt hund med en efterhånden lige så træt ejer satte kursen mod S-toget til Valby. I Valby bragte en kort spadseretur os til vore venner Per og Akemis dør, der gæstfrit stod åben for os, selvom vi på det tidspunkt nok ikke var de mest underholdende gæster. Her blev vi forenet med den omfangsrige bagage, vi havde medbragt fra lejren i Nordsjælland, hvor vi havde været lige inden Berlin-rejsen. Næste formiddag hjalp Per mig med at slæbe hele svineriet ned på Valby station, og så gik kursen endelig mod hjemmet. Og 5 timer senere kunne Milloup for første gang i over en uge smide sig i "sin" egen seng med alle fire stænger i vejret - og det var nøjagtigt, hvad han gjorde! |
|
Opdateret d. 12-8-03 |
