s
Oslo 25 - 27. september 1998
FlagsMilloup på AkershussFlag
Klik på billederne, hvis du vil
se dem i stort format
s 25. september
Kort efter middag satte Milloup og jeg os i bussen, der skulle køre os til Billund lufthavn og det ventende fly fra Braathen - turen til Oslo kunne begynde. Braathens vægtgrænse for hunde i kabinen var for nylig blevet sat ned fra 10 til 8 kilo, og Milloup vejer almindeligvis omkring 8,5 kilo. Derfor var han på forhånd blevet bekræftet som "specielt rejsegods", d.v.s. at der var reserveret plads til ham i det af flyets lastrum, der kunne opvarmes.

Helst ville jeg dog, at Milloup på sit livs første flyvetur kunne få lov at opholde sig sammen med mig, så oplevelsen ikke blev alt for overvældende, og derfor havde jeg pakket bagagen, så Milloups sædvanlige bustaske indeholdt kabinebagagen, som nemt kunne flyttes over i transportkassen, hvis det skulle blive muligt at få hunden med ind i kabinen. I lufthavnen talte jeg med den flinke dame i indcheckningen, Milloup blev vejet, og da vægten på dagen viste sølle 8,3 kilo og jeg i øvrigt snakkede godt for min syge moster, afgjorde damen på stedet, at det var forsvarligt at slippe Milloup med ind i kabinen - siddende i tasken, som han er vant til på busture.

Altså blev bagagen i hast hevet ud af tasken og smidt ind i rejsekassen, der blev sendt ned ad transportbåndet. Milloup, der holder meget af sin kasse, gjorde forsøg på at entre transportbåndet for at følge med sin kære kasse, men da han opdagede, at han i så fald måtte optage jagten alene, opgav han foretagendet.

En halv time senere gik vi ombord i flyet, og til vores store held havnede vi på et tremandssæde sammen med en yderst hundevenlig pige fra Sønderjylland. Milloups taske blev presset ned på det midterste sæde, og vi spændte os fast. Da flyet lettede, var Milloup ikke mere end glad ved situationen, men straks vi var oppe blev madvognen jo kørt frem og bakkerne delt om. Vor sønderjyske veninde viste sig at tilhøre den gruppe, der villigt deler sin mad med andre, og så var det straks mere spændende at flyve. I skøn samdrægtighed ribbede de hendes bakke, og Milloup vendte sig så til mig for at se, om der også faldt lidt af dér. Det gjorde der, for en gangs skyld.

Så det var altså en mæt og veltilpas hund, der med sin ejer landede i Oslo. Nina hentede os i lufthavnen og kørte os til hotel Anker, der ligger centralt i Oslo tæt ved Akerselva og er et udmærket og forholdsvis billigt mellemklassehotel. Hun hjalp med at slæbe bagagen op på værelset og tog så afsked med løftet om at hente os næste morgen og køre os ud til Lillomarka, hvor sporprøven skulle finde sted kl. 10.

Da Nina var kørt, pakkede jeg vores ting ud og så var det tid for den første lille spadseretur i Oslo. Ned ad Storgata gik det, og samme vej tilbage, så vi ikke risikerede at blive væk på vejen. Efter en hurtig aftensmad tørnede vi ind ovenpå en travl dag.

s  26. september
Ankerbrua

Lørdag morgen fik vi det første indtryk af Oslo ved dagslys. Lufteturen førte os ad en sti langs elven, og snart stod vi ved Ankerbrua. Denne bro er i sine 4 hjørner udstyret med statuer. Statuerne er forskellige og repræsenterer scener fra de norske folkeeventyr, fortalte Nina mig senere.

På den anden side af broen var der en trappe ned til en sti, der går langs selve Akerselva, og efter en dejlig morgenluftetur langs de brusende vandmasser nåede vi tilbage til hotellet.

Præcis på slaget halv 10 svingede Ninas hvide bil ind på parkeringspladsen ved hotel Anker, og vi satte kursen mod Oslos forstæder.

s Jeg var meget spændt på at se det terræn, vi skulle gå spor i, og finde ud af, hvad Milloup mente om sagen. Vores dommer ankom, og Nina stak i et par gummistøvler. Hun ville med ind og se, hvad vi kunne finde ud af på norsk grund. Og der blev da også noget at se på.

Mit første indtryk var mos og sten, sten og mos, og buske og træer, der så ud til at gro i den bare klippe eller mosset. Blåbærbuskene dækkede en stor del af skovbunden som et tæppe, der nåede halvvejs op på læggene. Et stykke inde i skoven fik vi anvist anskudsstedet, og ca. 20 meter længere henne hang der en markering. Det var flugtretningen. Jeg satte Milloup på sporet, og han startede i fin stil. Op ad bakke gik det, og midt i et blåbærkrat begyndte hunden at lede ivrigt. Først checkede han mod venstre, så tilbage nogle meter igen, hen til venstre, tilbage og i 3 omgang bestemte han sig for ruten mod venstre. "Knæk med afhop", tænkte den skarpsindige hundefører. Vi gik nu langs stigningen i stedet for opad, men efter et kort stykke drejede Milloup igen op ad bakken.

For mine danske øjne så det ud, som ville hunden klatre op ad den rene, mosdækkede klippeside. Nederst lå et væltet træ, som Milloup nemt smuttede under. Jeg selv blev gumpetungt hængende over stammen, men kom dog videre. Halvvejs oppe blev jeg igen hængende og råbte efter min hund, at jeg *** håbede, at han var på ret spor, for jeg ville i hvert fald ikke være i stand til at klatre samme vej ned igen. Nina og Arild stod nedenfor klippen og morede sig vist herligt..

Ovenpå denne klatretur var det jo ingen sag at navigere udenom 3-4 meter dybe klippespalter og hvad vi nu ellers passerede på vor vej. Sporet var igen drejet mod venstre, og vi kom nogenlunde hurtigt frem langs bakken. På et tidspunkt stoppede Milloup op for at lytte efter en hund, der gøede i nærheden, men en kort påmindelse fik ham i gang igen. Helt glemt denne hund havde han dog åbenbart ikke, for da vi kort efter kom til en klippesti, der krydsede vores spor, drejede Milloup målbevidst mod højre op ad stien. Efter ca. 50 meter opdagede jeg, at vi ikke længere havde følgeskab af dommeren. Jeg fik Milloup drejet tilbage igen, men ikke før vi under en busk havde nærlæst en stadig dampende hundehøm-høm af anselige dimensioner.

s Da Milloup igen var tilbage på sporet, gik resten i fin stil delvist ned ad bakke. Resultatet af vore fælles anstrengelser blev en 2. præmie for, som Arild nok så rigtigt påpegede: "Hvis jeg var fulgt efter jer op ad stien, havde vi nu været ovre på den anden side af fjeldet". Det havde han sikkert ret i.

Efter anstrengelserne i skoven kørte Nina os tilbage til hotellet og efterlod os med løftet om at hente os igen kl. halv 6. Vi var nemlig inviteret til rejegilde hos en af Ninas veninder, Anne, der ligesom Nina opdrætter langhårede gravhunde.

Uden mad og drikke..
s Efter frokost var det så tid for lidt sight-seeing i Oslo. Målet var Akershus Fæstning, og med hjælp fra en Oslo-guide havde jeg fået et indtryk af retningen. Det så ret nemt ud. Det første lange stykke fulgte vi - som aftenen før - Storgata. Ved domkirken drejede vi til højre og fulgte så Kirkegata forbi Karl Johan og videre. Da vi først var så langt, var der længere mellem butikkerne og dermed tyndede det også ud i mylderet på gaden. Efter en god spadseretur nåede vi omsider Akershus, hvor vi kiggede os lidt omkring og bl.a. var så heldige at overvære vagtskiftet.

Da vi omsider satte kursen tilbage mod hotellet, kunne jeg godt mærke, at der efterhånden var ved at være udsolgt - både hos Milloup og mig selv. Vel hjemme på hotellet smækkede vi derfor benene op og slappede af, indtil det var på tide at gøre klar til aftenens udflugt.

Da Nina dukkede op for at hente os, udspillede der sig en stormende gensynsscene mellem hende og Milloup. Godt nok kan Milloup - på bedste gravhundemaner - have en tendens til ikke altid at acceptere folk ved første blik, men hvis de først er godkendt, så får de også den store velkomst, når vi igen ser dem. Og Nina var tydeligvis allerede skrevet på Milloups liste over godkendte.

s Nina og Milloup Hyggeligt sludrende kørte vi gennem en stor del af Oslo og ud mod den forstad, hvor Anne bor. Jeg havde for længst mistet orienteringen, men heldigvis var vi jo i lokalkendte hænder. På vej op ad en stor bakke stoppede Nina bilen ved et udkigspunkt. Herfra havde vi en imponerende udsigt over Oslo og omegn, og jeg fik bl.a. udpeget Holmenkollen i det fjerne på den anden side af bymidten. Milloup ville gerne have været på opdagelse i området, men dagslyset var på retur, og vi satte os igen i bilen for at nå frem til Anne til den aftalte tid.
s Hos Anne blev vi budt velkommen af Anne selv og Annes to dejlige, langhårede tæver, Dukken og Acra. Milloup havde som sædvanligt næsen helt fremme, men damerne lagde ham i fællesskab lige ned og gjorde ham begribeligt, at han hellere måtte opføre sig ordentligt. Da den formalitet var på plads, var de alle tre de bedste venner af verden. Kort efter dukkede Arild og hans kone Tove op og blev modtaget med fynd og klem af tre viftende haler og lige så mange flagrende tunger. Og så var det spisetid.

Når vi i Danmark får rejer, er det ofte frosne, allerede pillede rejer, vi snakker om - og så er det småfyre på 1 cm eller deromkring. Disse rejer, derimod, optrådte stadig i al deres fysiske pragt, og de var enorme. To svingende fade fulde af rejer klar til at pilles stod der på bordet, og jeg skævede til de andre for at få en idé om, hvordan jeg burde tackle situationen. Nina viste mig hvordan, og jeg kastede mig - syntes jeg da selv - frisk ud i situationen. Da jeg havde pillet de første 4, var jeg ikke længere så sikker på, at det var som rejepiller, jeg kunne få mig et levebrød. På det tidspunkt lå der nemlig en solid bunke pillede rejer på hver af de andres tallerkner, og Anne foretog en hurtig runde ved bordet og gaflede en håndfuld hist og pist, som hun derefter deponerede på min tallerken. Sulte kom jeg i hvert fald ikke til. I øvrigt smagte de pragtfuldt!

s Efter spisningen kom der kaffe og te på bordet, og snakken gik livligt. Hundene mødte op for at få del i resterne, og det var tydeligt, at Acra og Dukken var omtrent lige så forkælede som Milloup. Især Dukken er en rigtig skødehund. Hun gik simpelthen hen til sit udvalgte "offer", kiggede op på vedkommende og forventede så omgående at blive løftet op - hvilket skete. Anne og Nina
s Tove og Dukken Milloup gik også lidt på omgang, men han var efterhånden så træt, at han sad og sov på skødet af mig. Ved ti-tiden vågnede han dog op til dåd. Dukken havde forlangt at komme ud i haven, og Milloup så straks muligheden for at udforske nyt territorium. Da Dukken så begyndte at gø, måtte Milloup straks bakke sin nye veninde op. Og da Milloup sluttede sig til koret, rullede Dukken sig rigtigt ud. Dér stod de to baryler så og underholdt nabolaget med vekselsange i et godt stykke tid.
s Ved elleve-tiden var der almindeligt opbrud. Vi skulle jo forholdsvis tidligt op næste morgen. Til den tid ville Arild se Milloup igen, men Tove kunne ikke se frem til samme chance. Derfor tog hun også afsked med ham efter alle kunstens regler. Og Milloup lod sig allernådigst løfte og klappe og kysse, det er skam ikke alle og enhver, der får lov til dét.

Og så måtte Milloup tage afsked med sine nyfundne damevenner, bilen holdt atter for døren. Det var en træt lille hund, der lidt over en halv time senere rullede sig sammen ved mors hovedpude. Det havde været en lang dag.

Tove og Milloup
s

Oslodagbog, 2. del knap

Tilbage til Rejsedagbog knap

Tilbage til forsiden knap

Opdateret d. 14-8-03

c