Kitas Uffe i kærlig erindring |
| | |
 |
| "Når jeg engang skal have hund, skal det være en langhåret gravhund, og den skal være som Uffe", var min stående bemærkning i mange år, når talen faldt på hunde. At jeg en dag skulle være så heldig at komme til at dele seng med Uffe selv på mere permanent basis, det forestillede jeg mig aldrig. Han var mit uopnåelige ideal, han havde jo allerede et godt hjem hos bekendte af mig - to handicappede piger, der delte et rækkehus.
Hjemløs |
| På udstilling Uffe faldt hurtigt til i sit nye hjem. Han knyttede sig utroligt hurtigt til mig og var tydeligt nervøs for, om jeg også ville svigte ham. Han var simpelthen "Mors Køter", og tiden gik stille og fredeligt indtil en af mine venner en dag udbrød: "Den hund går jo som en konge, hvorfor udstiller du ham ikke?" - min kammerat udstillede med stort engagement sine egne hunde. Jeg kendte intet til hundeudstillinger (og det gjorde Uffe i øvrigt heller ikke), men begyndte alligevel at se på min højtelskede "pensionist" med nye øjne. Hvis han var så smuk, så fortjente han da helt sikkert at blive vist frem. I foråret 1991 var det kommet så vidt. Uffe deltog i forårsskuet i DKK kreds 4 og blev andenbedste senior/veteran. Den smukke blå roset hænger stadig på væggen til minde. Så var jeg fanget. I løbet af de næste 9 måneder blev Uffe udstillet yderligere 8 gange og opnåede altid mindst 1. pr. Han blev endda slæbt med til Verdensudstillingen i Dortmund, hvor han blev bedømt som "Vorzüglich" og sammen med alle de andre veteraner blev præsenteret i Store Ring. Den største triumf kom dog i august 1991 ved DKKs udstilling i Otterup, hvor Uffe fik sin karrieres andet CK og gik videre til konkurrencen om Bedste Veteran. Den dag var han virkelig "flyvende", og af de 7 deltagere i konkurrencen blev han stillet som nr. 3. Ikke dårligt af en 10-årig begynder. |  |
| Diskusprolaps I december 1991 tildelte skæbnen os et slemt slag. Næsten fra det ene øjeblik til det andet udviklede Uffe en slem diskusprolaps og måtte opereres. Efter operationen var han i næsten en måned totalt lammet i bagkroppen, og kun langsomt kom følelsen tilbage. Genoptræningen skred dog fremad, pelsen på den barberede ryg voksede ud igen, og i maj var Uffe kommet sig godt nok til at deltage i Gravhundeklubbens udstilling i Silkeborg - stedet hvor han debuterede på "rigtig" udstilling et år tidligere. Han opnåede sit 3. CK. 
Pensionist Det skulle vise sig, at udstillingen i Silkeborg blev Uffes definitivt sidste. Kun 3 uger senere måtte han endnu engang opereres i ryggen, og selvom denne omgang ikke var så slem som den sidste (han gik selv ud til bilen, da vi hentede ham dagen efter operationen), så stod det nu klart, at det nu var på tide med en hyggelig pensionisttilværelse for Uffe. Uffe fik lov til at nyde sit otium i fred i 2 år. Han begyndte at blive grå om snuden, han sov mere og dybere og hørelsen var ikke længere, hvad den havde været. Nu er en gravhunds hørelse jo selv under de bedste forhold selektiv, men når hunden ikke længere kan høre køleskabsdøren fra sin yndlingsplads under dynen, så er der noget, der ikke er helt på toppen!
Den sidste kamp
Kitas Uffe (1981-95) - i kærlig erindring |
