Klik på billederne, hvis du vil
se dem i stort format
| Klik på billederne, hvis du vil se dem i stort format |
|
26. maj Hidtil har vi altid været med toget, når vi skulle til København, men en opringning til DSB viste, at priserne var gået en del i vejret siden sidste københavnerudflugt. Faktisk koster en returbillet Århus - København nu knap 500 kroner, og det syntes jeg var lige i overkanten, så jeg kontaktede i stedet Abildskous Rutebiler, der indvilligede i at transportere os til København og retur for kun 400 kroner - og det endda direkte til Valby Station, kun 500 meter fra Per og Akemis hoveddør. Da det samtidig viste sig, at turen med Abildskou er hurtigere end med DSB, ja så var der jo ikke mere at betænke sig på, hunden måtte ud og køre i bus. Bussen kørte fra Århus Rutebilstation kl. 14.45, og kort efter rullede den ombord på færgen - det var endda den færge, der havde opnået Atlanterhavets Blå Bånd, fremgik det af et skilt på skibet. Så snart bussen stod stille på bildækket, myldrede passagererne op ad trappen til salonen, og der gjorde vi den opdagelse, at Milloup ikke var dagens eneste firebenede passager. I køen til cafeteriet kom vi til at stå bagved en ruhåret herre-gravhund, og da de to "hertuger" ikke syntes særligt godt om synet af hinanden, måtte vi holde god afstand, mens vi ventede på vores indkøb. Med en tallerken pølse og brød i den ene hånd og en ivrigt trækkende Milloup i den anden balancerede jeg mig vej gennem cafeteriet, indtil vi fandt et ledigt bord. Men fra det øjeblik, hvor jeg satte tænderne i pølsen, havde jeg Milloups udelte opmærksomhed. Selv ikke en ivrig hundehvalp ved et bord i nærheden kunne fraviste ham den mindste interesse, så længe der var mad i farvandet. Vi deltes da også pænt om pølse og brød, og siden sad vi tålmodigt og ventede på, at færgen skulle komme i havn, så turen kunne gå videre. Tilbage i bussen rullede Milloup sig sammen på min jakke på sædet ved siden af, og så slumrede han med den rejsevante hunds selvfølgelighed ind - i busser sker der jo alligevel sjældent noget spændende. Jeg stak næsen i en medbragt bog, og sådan gik de næste halvanden time, indtil bussen nåede Valby Station. På stationen ventede Per. Vi havde ellers ikke aftalt noget ankomsttidspunkt, men Per var tilfældigvis kommet forbi stationen kun 5 minutter før bussens ankomsttid, så han ventede lige for at se, om vi skulle være med. Det var jo dejligt, for han tog sig omgående galant af både Milloups kasse og min sovepose, og så havde jeg hænderne fri til at følge Milloup, der skulle snuse både i øst og vest. Desuden kendte Per en anden vej, der havde flere grønne småområder at vådte på, hvilket var meget populært hos Milloup. Hjemme ventede Akemi og Askar, der nu er blevet 4 år. Jeg husker stadig tydeligt det første møde mellem de to, da Askar var halvandet år og Milloup i lømmelalderen. Dengang forsømte Milloup ingen lejlighed til at dominere Askar ved at kravle op og hoppe på hans indbydende blerumpe, hver gang, Askar bukkede sig ned eller satte sig på knæ. Nu var de begge blevet ældre og fornuftigere, så mødet foregik i god ro og orden. Efter et lækkert aftensmåltid sad vi og udfyldte hullerne siden sidste møde, da Per pludselig mumlede noget om, at han skulle "ordne noget" inde hos naboen. Halvanden time senere vendte han triumferende tilbage og annoncerede, at Man Utd i sidste øjeblik havde klaret skærene og vundet pokalen. Ved tanken om vækkeuret, der skulle ringe kl. 5, blev vi derefter enige om, at det måtte være sengetid.
27. maj Busturen tog ikke ret lang tid, og stoppestedet var i nærheden af færgen, så vi nåede frem til færgeterminalen i god tid. Morgenfærgen var temmelig fuld, så jeg valgte at lade Milloup sidde i transportkassen, så han ikke blev trådt på. Det havde han heller ikke noget imod. Undervejs mod Malmö havde vi god udsigt til den nye Øresundsforbindelse, der snart er ved at nå sammen på midten. Og så var vi i Malmö. For at være sikker på, ikke at gøre noget forkert i forbindelse med "importen" af Milloup til Sverige, havde jeg dagen før ringet til Toldvagten i Malmö og meldt vores planlagte ankomst. Derfor stod der også en velkomstkomité på hele to toldere og ventede på at få lov at kigge Milloup i øret og stemple hans papirer. Den operation tog ca. 5 minutter, og så var vi legalt i Sverige. |
|
Udenfor færgeterminalen fandt vi efter lidt søgen vores lejebil, og efter endnu lidt søgen fandt vi også den dame, der skulle overrække os nøglerne til køretøjet. Per måtte vise sit kørekort, og snart var vi på vej. Ud at køre i bil, det var lige noget, der passede Milloup. Han elsker simpelthen at komme ud at køre, muligvis fordi han af erfaring ved, at der ofte venter en spændende oplevelse i den anden ende af en biltur. Ifølge kortet skulle der være ca. 125 km fra Malmö til Valje, og da vi efter en times kørsel ud af E22 var nået i hvert fald halvvejen, valgte vi at tage en pause på en rasteplads. |  |
|
Vejret var dejligt, og Milloup trak veloplagt rundt med mig, han skulle have alle hjørner undersøgt. Til min store glæde opdagede jeg, at der trods det fine vejr ikke var helt så tørt i Skåne, som jeg havde frygtet efter vejret i Danmark at dømme. Skovbunden var fugtig, hvilket er en fordel ved sporarbejde, så min optimisme steg et par grader. Da vi nærmede os Bromölla, sidste by før Valje, holdt vi igen pause. Milloup og jeg gik på opdagelse i skoven langs vejen, mens Per blev ved bilen. Aftalen med Bo Pihl fra Skånska Taxklubben lød på, at vi skulle ankomme ved 11-tiden, og klokken var endnu ikke 10, så vi havde god tid. En del af denne tid brugte vi dog på først at køre en omvej p.g.a. vejarbejde og derefter diverse sigth-seeing rundt i Valje, mens vi ledte efter den rigtige adresse. På den måde fik vi set både den nye og den gamle del af byen. Men trods disse svinkeærinder nåede vi Källvägen allerede ved halv elleve tiden. Her blev vi venligt modtaget af Bo og hans kone Märit, der omgående spurgte, om vi ville have lidt at drikke. Men da det viste sig, at Bo var klar til at gå spor med det samme, hvis vi var, takkede vi nej. I stedet samlede jeg de nødvendige remedier, og vi satte os ind i Bos bil for at køre hen til sporet. Per havde aldrig set en hund gå vildtspor, og undervejs lykkedes det ham at få tilladelse af Bo til at gå med og se, hvordan sådan noget foregår. Efter en kort køretur nåede vi en nedlagt skovvej, hvor indgangen var spærret af en udrangeret bil. Sporet startede på den anden side af bilen, og da der lå glasskår ved bilvraget, var det nok en god idé at bære Milloup forbi, fik jeg at vide. |
|
 |
Straks Milloup så sporlinen var han helt klar over, hvad der forventedes af ham. Han blev sat på sporet, der det første stykke fulgte den nedlagte vej, hvor højt græs i midten og vand i de gamle hjulspor viste, at den ikke var benyttet i umindelige tider. Kort efter, at skovvejen sluttede, drejede sporet mod højre, og vi drejede med. Nu befandt vi os i granskov, og Milloup fortsatte uden tøven til næste knæk, som jeg siden fik at vide indeholdt den svenske specialitet "återgång" - en type afledningsfært. |
|
Denne afledning generede dog ikke Milloup. Han drejede målbevidst til venstre og fortsatte ad sporet. Efterhånden bevægede vi os fra granskov til løvskov, og skovbunden lignede i det hele taget noget, man kunne støde på i Danmark, så på den led var der ingen overraskelser i prøven. |
|
Et stykke inde i løvskoven drejede sporet igen mod venstre, og vi befandt os nu i et område, hvor skovbunden var rimeligt fugtig og myggene stod i stimer. Selvfølgelig valgte Milloup netop dette sted - midt i den største myggesværm, han kunne finde - til at lave prøvens eneste tilbagesøgning. Heldigvis varede det dog ikke længe, inden det igen gik rask fremad. Siden drejede sporet endnu engang mod venstre, og vi gik nu op ad bakke. Bagude kunne jeg høre Per love, at han nok skulle blive bagved, og jeg blev klar over, at nu skulle skudprøven finde sted. Bo gik i en bue udenom os, men Milloup skulle da alligevel lige se, om der foregik noget spændende derovre til højre. Han stoppede op for at kigge, men stak igen næsen i sporet, da jeg bad ham om det. |
 |
|
Da Bo var kommet et stykke foran os, kaldte han ned til mig, "Nu skyder jeg!". Jeg var ikke helt klar over, hvordan jeg skulle forholde mig, så jeg råbte tilbage: "Skal jeg stoppe ham?". Det var ikke nødvendigt, mente Bo. Så blev skuddet affyret, og det lavede en del larm. Milloup stoppede op og gloede. Da så krudtrøgen nåede ned til os, kiggede han op på mig, som om han ville sige "Hør, det stinker lidt rigeligt, skal vi ikke hellere gå den anden vej?" Heldigvis var krudtrøgen snart væk, og Milloup startede igen på sporet. Pausen havde vel varet et minuts tid, mens røgen blæste forbi. Da han først var i gang igen, gik det i fin stil det sidste stykke op ad bakken, ind i granskoven igen og ned til vildtdelen halvvejs nede af den anden side af bakken. Uden tøven førte han mig til vildtdelen og stillede sig så op for at få sin velfortjenet belønning. |
|
 |
Jeg krammede knægten. Fra den ene jakkelomme hentede jeg godteposen og åbnede den. Milloup stak omgående snuden i madvarerne. I den anden lomme fandt jeg kameraet og gik i gang med at forevige min dygtige hund. Endnu var jeg ikke sikker på, om alt var godkendt, jeg kendte jo ikke de svenske regler til bunds, og der kunne være ting, jeg havde overset, især i forbindelse med skudprøven. Men under alle omstændigheder havde han ydet et solidt stykke sporarbejde, dét var jeg ikke i tvivl om. |
|
Da Bo var færdig med at gøre de sidste notater i lommebogen, var Milloup også færdig med at tygge sig igennem posens indhold. Jeg spurgte, om det var tilladt at lade hunde løbe løse i skoven, og da svaret var positivt, fik Milloup kun halsbåndet på, snoren hængte jeg om halsen. Og så satte vi igen kursen mod bilen. Da vi havde gået nærmest i et kvadrat, var der ikke ret langt, før vi igen stod ved den nedlagte skovvej. Milloup snusede lykkeligt omkring, han skulle lige have tanken af oplevelser fyldt helt op, nu hvor dagens arbejde var overstået. Da vi igen nåede hjem til Bo, blev vi budt indenfor. I huset regerede Bos 13-årige avlshan Isak, og det viste sig lynhurtigt, at Isak og Milloup absolut ikke syntes om synet af hinanden. To psykisk stærke hanhunde, der hver især mente, at de var jordens salt, den gik bare ikke. Så Milloup måtte til sin store fortrydelse ind og sidde i kassen, men der hjalp ingen kære mor - det var jo ham, der var gæsten og måtte rette ind. Kassen blev stillet i skyggen på terrassen, så kunne han hvile ud ovenpå strabadserne i skoven. |
|
Märit forsvandt ud i køkkenet, for nu skulle vi sandelig have noget at spise og drikke ovenpå anstrengelserne. Imens blev vi præsenteret for Bos flok, der foruden Isak bestod af 5 hunde, der gik i en hundegård i haven, og Anja, en nuttet 12 uger gammel tævehvalp, der er udset til at blive den næste avlstæve i Bos kennel Valjeskogen. |  |
|
Så blev der serveret frokost på terrassen, og vi gik med fryd ombord i de gode sager. Per, der ofte tidligere har været i Sverige, genkendte til sin store glæde nogle produkter, der ikke kan fås i Danmark, og han besluttede på stedet, at vi på hjemvejen absolut måtte lægge vejen forbi et svensk supermarked, så han kunne købe de længe savnede madvarer med hjem. Isak gav åbenbart ikke mig skylden for at have bragt arvefjenden ind i huset. I hvert fald sprang han gentagne gange adræt op på skødet af mig og gjorde sig lækker. Hvis jeg ikke havde fået at vide, at han var 13 år, ville jeg ikke have troet det. Han lignede snarere en hund på ca. 7 - og plaget af gigt eller andre alderdomsskavanker var han i hvert fald ikke. |
|
 | Da vi havde spist, forsvandt Bo ind for at udfylde vores kritik fra sporprøven. Lidt senere kom han ud igen for at låne Milloups stamtavle, for både Boris og Lines data skulle også stå på den. Og da alt så var udfyldt, fik jeg kritikken overrakt sammen med en rund medalje for Hederspris og et diplom for bestået sporprøve. |
|
Bo viste mig også en firkantet medalje, man kunne købe, når en sporprøve var bestået, og en sådan måtte vi selvfølgelig også have med hjem. De svenske kritikker er smarte, synes jeg. Dommeren krydser af, hvordan hunden klarer de forskellige dele af sporet, og bagefter kan man også se i kritikken, hvilke knæk der var uden blod. Nederst kan dommeren skrive en kort udtalelse, og her havde Bo skrevet: "En lugn fin mycket spårnoga hund bland det bästa jeg har sett.". Det var jo en pragtfuld kritik at have med hjem. |
|
Ved totiden tog vi afsked med Bo og Märit og satte igen kursen mod Malmö. Per havde fået at vide, hvor han kunne finde et godt supermarked - i Bromölla, næste by efter Valje. Så her forsvandt han mellem hylderne, mens Milloup og jeg luftede os i nærheden af bilen, der ikke var låst. Endelig dukkede Per op triumferende svingende med et par enorme ketchupflasker. Milloup rullede sig sammen i bunden af bilen, hvor der var køligst, og vi kørte videre mod Malmö i håbet om at nå færgen kl. 4. Dette ville nemlig betyde, at vi også kunne nå bussen fra Valby til Århus i stedet for at tage toget i dyre domme. |  |
|
Da vi nærmede os Malmö lykkedes det os dog at forvilde os til industrihavnen i stedet for færgehavnen, og det var i sidste øjeblik, at vi fik stillet bilen og sprintede mod færgeterminalen. Det var Milloup ikke særlig tilfreds med, han ville godt have haft lov at sætte nogle stregkoder rundt omkring. I terminalen måtte vi stille os i kø sammen med de andre, der ikke havde pladsreservation, og til sidste øjeblik var der tvivl om, hvorvidt vi ville få lov at komme med. Heldigvis lykkedes det. På færgen blev vi enige om at tage livet af den madpakke, vi egentlig havde medbragt til frokosten. Jeg var nu ikke så sulten, men Milloup er altid yderst hjælpsom, når der er madvarer, der skal tygges og synkes, og Per kunne også godt klare et par madder igen. På den måde gik tiden hurtigt, og inden vi vidste af det, var vi igen i København. Her viste fordelen ved at have en stedkendt guide sig. Efter Pers råd hoppede vi på bussen til Hovedbanegården og tog derfra S-toget til Valby. På den måde nåede vi nemlig direkte frem til stationen, hvorfra bussen til Århus afgik, og vi havde masser af tid. Bussen afgik planmæssigt kl. 17.45, og Milloup rullede sig træt sammen på sædet ved siden af mig og slumrede ind. Han var dog ikke mere medtaget, end at han gerne ville være med til at dele en pølse på færgen, og det havde han ærligt og redeligt fortjent. Hele to championater på én dag, det bliver nok både første og sidste gang i hans liv, at han klarer det. Kort efter ankomsten til Århus standsede bussen ved Århus Rutebilstation, og vi spænede mod banegården i håb om at nå 9'eren, der kører helt hjem til os. Det lykkedes dog ikke, så vi måtte i stedet med linje 5. Allgevel var vi hjemme før kl. 22, og Milloup dejsede træt omkuld i sengen og snorkede snart blideligt ovenpå dagens anstrengelser. |
|
Opdateret d. 14-8-03 |
