2. del
Klik på billederne, hvis du vil
se dem i stort format
| 2. del Klik på billederne, hvis du vil se dem i stort format |
|
27. september Lørdag morgen havde været fugtig med støvregn i luften. Søndag morgen var derimod lys og klar. Og da aftalen med Arild lød på at mødes klokken 11, var der god tid til at få pakket vores ting sammen. Nina ankom klokken 10 og gik med på det, der allerede var blevet vores "sædvanlige" runde, over Ankerbrua og tilbage på den anden side af elven. Så satte vi kursen mod Lillomarka. |
|
 |
Vi mødtes med Arild samme sted som dagen før. Milloup var nu helt klar over, hvad det var han skulle, og han var virkelig tændt. Han hev og trak i snoren og ville ind i skoven, hvor vi havde gået dagen før. Det skulle vi dog ikke. Arild førte os denne gang mod højre, tilbage langs vejen. Jeg fik anskudsstedet anvist, og satte Milloup på sporet. På markeringen kunne jeg se, at det var det rigtige spor, han fulgte. Vi passerede en lille bæk og kort efter lavede Milloup samme opvisning som dagen før; han ledte frem og tilbage et par gange, før han besluttede sig til at vælge en retning. |
|
Terrænet her var ikke helt så kuperet som det, vi blev udsat for om lørdagen, men noget kom vi da ud at klatre. Efter at være drejet mod venstre, drejede sporet igen mod højre, og jeg var klar over, at vi gik nogenlunde langs med vejen. Milloup så også ud til at arbejde korrekt, og der lød ikke til at være spændende hunde i nabolaget, så jeg begyndte at slappe lidt af. Efter nogen tid og endnu et par retningsskift kom vi til en temmelig stor, flad knold i terrænet, og Milloup klatrede - med mig i hælene - op på knolden. Plateauet var dækket af blåbærbuske, og Milloup kæmpede sig heroisk vej tværs over det. På den anden side fortsatte han ned ad bakken, snusede lidt frem og tilbage og satte så kursen tilbage op på knolden igen. Her foretog han en rondering, fangede sporet igen og gik så direkte til vildtdelen, der sad ved foden af et træ. Jeg var jublende lykkelig, og Arild så ganske betuttet ud. Hvorfor, det fandt jeg ud af senere. |
|
Milloup fik overrakt sin præmiepose og gik fornøjet i gang med at fortære indholdet, mens jeg hev engangskameraet op af lommen og forevigede den dygtige hund. Imens begyndte Arild at fortælle mig om grunden til sin forbløffelse. For et godt stykke tid siden - nøjagtig 4 uger, viste det sig senere - havde Arild haft en anden hund til prøve i det terræn, vi netop havde gået i. |  |
|
Sporet havde ikke ligget nøjagtigt oveni vores, men det havde krydset et par gange, havde krydset knolden, hvor vores sporslut var, og var fortsat ned ad bakken, som Milloup gik ned ad, og videre rundt om knolden, hvor sporslut dengang havde været. Milloup havde under arbejdet tydeligt markeret og udredt både det gamle spor og det nye, hvorefter han havde fulgt det nyeste af sporene.  |
|
Alt dette fortalte Arild mig, mens vi spadserede tilbage gennem skoven til parkeringspladsen. Da vi kom ud til vejen, undrede jeg mig over, hvor langt vi egentlig havde gået. Prøven havde kun varet 25 minutter, men alligevel var vi et godt stykke nede ad bakken, og den bakke var lang. Arild havde god fart på, for han var vældig nysgerrig efter at slå op, hvornår det var, det andet spor egentlig var lagt. På lang afstand råbte han til Nina, om hun kunne huske det. Det kunne hun ikke, og Arild dykkede ind i sin bil og satte sig med næsen i dommerpapirerne. Efter lidt søgen fandt han det. "Den 31. august!", råbte han ud til os. |
|
 |
Mens Arild skrev Milloups kritik, snakkede Nina og jeg. Nina var lykkelig på vores vegne og ville høre detaljerne fra prøven. Dem mente jeg nok, at Arild ville kunne levere bedre end jeg, så vi ventede spændt på dommerens udtalelse. Den viste sig at være over al forventning. "Et meget serdeles bra ekvipasje" og "en hund med meget skjeldne spor kundskaber" var blandt de lovprisninger, Arild lod regne ned over Milloup. Præmieringen blev desuden fulgt op af en Hæderspræmie, så bedre kunne det ikke blive. Et øjeblik var jeg helt overvældet. To måneders planlægning og forberedelser samt en stor investering havde omsider båret frugt. |
|
Lørdag havde Arild haft to andre hunde til prøve efter os, og desuden skulle han jo lægge det spor, vi skulle gå om søndagen. Søndag, derimod, var der bare os til prøve, og Arild havde derfor god tid til at stå og sludre efter endt dåd. Snakken gik lystigt, og Arilds hunde ventede tålmodigt i deres bur på, at Arild skulle indfri sit løfte om en tur i skoven. Idyllen blev dog kortvarigt brudt, da Milloup fik den idé, at hans nyvundne status som dobbeltchampion gav ham ret til at inspicere Arilds bil indeni. Dér skulle han ikke komme for godt i gang, fik han i utvetydige vendinger at vide. |
|
"Nå, hvad kunne du så tænke dig at lave, inden vi skal til lufthavnen?", spurgte Nina, da vi igen sad i bilen på vej ind mod byen. Jeg foreslog slottet, det måtte da lige være stedet for min dygtige hund. Måske kunne vi nå en hurtig audiens? Solen var kommet frem, da vi spadserede rundt i parken omkring Oslo slot, så vi nåede faktisk at se byen også i solskin. Da vi til sidst slentrede langs facaden af slottet for at komme tilbage til bilen, nåede vi også lige at se en garder i fuldt alarmberedskab. |
|
Da vi ville passere selve indgangen til slottet, kom Milloup nemlig - oh ve! - til at stikke snuden gennem en af de infrarøde stråler til slottets alarm, og resultatet kom omgående. En garder for enden af slottet begyndte at vifte vildt med både arme og ben, og trods afstanden gik det efterhånden op for os, at det var os, han vinkede til. Vi fortrak skyndsomst. Der er ting, det er bedre ikke at stikke snuden i.. |  |
|
Og så var der kun tilbage at sige farvel - til Nina og til Oslo. Vi checkede ind og satte os til at vente. I flyet var vi så heldige at gense vor sønderjyske veninde fra om fredagen, og det lykkedes os at organisere et tremandssæde ligesom på udturen. Til Milloups store fryd blev der snart efter afgang serveret laksemadder, og til hans endnu større fryd gik hele den fine mad i hunden - Milloups mor kan nemlig ikke fordrage laks, og det er vel heller ikke hver dag, en hund vender hjem som dobbeltchampion.
|
|
Efterspil Inden hjemrejsen gav Nina mig en norsk championatsanmeldelse og fortalte mig, at jeg ikke behøvede at sende andre papirer med - Norsk Kennel Klub (NKK) undersøger selv hos Dansk Kennel Klub (DKK), om hundens øvrige præmieringer er i orden. En uge efter, at jeg havde indsendt championatsanmeldelsen, kom den tilbage med begæring om, at jeg fremsendte bevis på hundens danske brugschampionat. Dette skete. 2 uger senere kom begge papirer tilbage med en begæring om, at jeg også fremsendte bevis på, at hunden havde opnået mindst 2 x 2. præmie på udstilling. Lettere irriteret sendte jeg de ønskede beviser sammen med en opfordring til at lade evt. fremtidig korrespondance gå via e-mail, da dette er en del hurtigere. Men så kom det store chock. Den 27. oktober modtog jeg en mail fra Inger Falleth, NKKs championatsafdeling: "Er prøven tatt på en bevegelig prøve kan jeg desverre ikke godkjenne denne som Norsk viltsporchampion." Det var noget af en grim overraskelse. Efter en panisk henvendelse til Nina (der igen henvendte sig til NKK) kom det så frem, at NKK har ændret reglerne for tildeling af norsk vildtsporchampionat til hunde fra de andre nordiske lande - beveglig sporprøve skal ikke længere være adgangsgivende. Dog er det sådan, at NKK endnu ikke har behaget at offentliggøre disse nye regler, hverken i NKKs eget blad, Hundesport, eller til de berørte specialklubber. Ja faktisk uddeler man fra NKKs side stadig selv gladeligt de gamle championatsregler, hvilket Nina ved henvendelse kunne konstatere d. 29. oktober. Og hvis man bevæger sig via internettet til NKKs hjemmeside (www.norsk-kennelklub.no), kunne man sandelig også dér sætte sig i besiddelse af de gamle regler - endnu så sent som i begyndelsen af januar 1999 -ja hvem ved, måske ligger de der endnu... NKK er selvfølgelig i sin gode ret til at ændre championatsreglerne, men det kan omvendt ikke være rigtigt, at en sådan ændring sættes til at gælde med tilbagevirkende kraft og før ændringen har været offentliggjort på behørig måde og med passende varsel! Som hundeejer må man da kunne regne trygt med, at de regler, man får tilsendt fra officielt hold, også er de regler der gælder. Alt andet lugter langt hen af bananrepublik, og en sådan forventer man jo ikke just at finde i broderlandet Norge. Hos Norske Dachshundklubbers Forbund, derimod, har jeg fået al mulig opbakning. Jeg agter selvfølgelig ikke umiddelbart at acceptere NKKs vilkårlige behandling, og sagen vil om nødvendigt blive ført helt til tops. Indtil det modsatte er bevist, vil jeg fortsætte med at hævde, at Milloup blev norsk vildtsporchampion den 27. september 1998. Foreløbig har NKK været over to måneder om at svare på min klage. Jeg opfatter denne tøven som en indrømmelse af, at man "ikke rigtig har noget at have afvisningen i". Hvis sagen var oplagt, var der jo ingen grund til at trække svaret i langdrag i mere end to måneder. I mellemtiden har jeg - efter råd fra DKKs juridiske konsulent - sendt et par rykkere til NKK. De skulle have rimelig tid til at svare, mente han. Okay. Nu var de mennesker, jeg mødte i Oslo, både kvikke og friske, men derfor kunne der jo godt sidde en specielt sløv art af racen "nordmand" på NKKs kontor, så jeg ventede pænt. Kort efter nytår var der åbenbart gået tilstrækkelig tid, selvom modtageren var NKK, og rådet lød nu: Skriv et brev til DKK og bed om hjælp. Dette brev blev afsendt den 9. januar, og allerede den 14. lå der en kopi af DKKs brev til NKK i min postkasse. DKK bakker fuldstændig op om kravet om NVCh til Milloup og opfordrer NKK til at tildele ham championatet. Desuden anmoder man fra DKKs side om et hurtigt svar. Så vågn nu op, NKK! Den 2. februar 1999 vågnede NKK endelig op længe nok til at tildele Milloup det norske vildtsporchampionat, han burde have haft for længst. Men bedre sent end aldrig. |
|
Opdateret d. 14-8-03 |
