Lars forlod os i Hamburg, og da sædet ved siden af mit derefter var ledigt, flyttede Milloup med fryd ud af kassen og op på sædet. En 6 timers togtur uden luftemuligheder kan godt blive lidt kedeligt i længden, når man er en aktiv gravhund.

Endelig blev klokken 7, og toget rullede ind på stationen i Hannover. Nu skulle vi langt om længe møde Iris og hendes hunde, Clara og Coco. Nogle tager en blomst i knaphullet, når de skal møde en person for første gang, vi var i stedet iført hver sine gravhunde, og det var da heller intet problem at finde hinanden.

Milloup kastede sig med fryd over damerne og snusede dem lystigt i begge ender, men det blev ham hurtigt klart, at han godt kunne opføre sig anstændigt. Clara ville i hvert fald ikke finde sig i, at en tilløbende "fejlfarve" kastede sig over hendes bagepart, han kunne pænt komme til fordøren eller blive væk.

Med hundene ivrigt trækkende i snorene kæmpede vi os vej gennem banegårdens mylder og nåede parkeringshuset, hvor Iris' stationcar stod parkeret. Coco hoppede ind i sin kasse, og Clara hoppede op på sin plads ved siden af kassen. Vores bagage blev stillet på bagsædet, og Milloup indtog begejstret sin sædvanlige bil-køre-plads på skødet af mig - han elsker at køre i bil. Så satte vi kursen mod Wedemark-Mellendorf.

Undervejs fortalte Iris, at hendes mand, Jörg, også havde en kammerat på besøg, og at de to herrer i fællesskab havde påtaget sig at stå for madlavningen. Da vi nåede Iris og Jörgs hjem, mødte vi Jörg og Edgar, og Milloup mødte Diva. Diva er Jörgs jagthund, og da det viste sig, at hun var godt på vej til at komme i løbetid, fik hun en tilbedende fan i Milloup - så tilbedende, at Jörg valgte at gemme hende af vejen på et værelse, inden tilnærmelserne kom for godt i gang.

Jörg havde komponeret en sammenkogt ret med bl.a. vildsvinekød, Edgar havde fremtryllet en salat, og da vi mødte op på arenaen blev pastaen straks sat over ilden. Snart efter stod maden på bordet, og det smagte pragtfuldt. Milloup holdt sig til, han er nemlig vant til at sidste bid går i hunden, men da Clara og Coco ikke har fået den slags dårlige vaner, måtte han også holde sig i skindet. Han forsøgte ellers ihærdigt at gøre sig lækker bordet rundt, men der faldt ikke noget af. Det vidste Clara og Coco godt, så de prøvede slet ikke.

Til sidst var begge kombattanter så forpustede, at de næsten var brandvarme under trædepuderne, og vi dømte pause.

Da han havde fået sin aftensmad, gik vi et smut ud i den indhegnede have, så hundene kunne komme af med stort og småt. Haven er faktisk temmelig stor. Nærmest terrassen er der et havebasin, bagved basinet en græsplæne med nogle træer, og bag græsplænen, afskærmet bag endnu flere træer, ligger kennelen. Her er der også en "gravestation" hvor hundene kan lukkes ud og nyde en løbe- eller gravetur. Coco og Clara var fuldt ud indstillet på - når nu lejligheden bød sig - at vise os, hvad sådan en kan bruges til, så vi fik lige en opvisning i gravearbejdets kunst.

Ved halv-ti-tiden kørte Iris os hen til sine forældre ca. 3 km væk, hvor vi blev modtaget med åbne arme og vist op til et nyindrettet værelse på 1. sal. Her var en tidligere 3-værelsers lejlighed ved at blive gjort i stand med henblik på udlejning til messedeltagere, som Hannover har en del af. Foreløbig var køkkenet og det ene værelse blevet sat i tip-top stand og badeværelset var godt på vej, mens de sidste to værelser stadig ventede på nyt tapet osv.

Da jeg havde stillet bagagen ind på værelset, blev vi inviteret nedenunder til en sludder, og her sad vi til næsten midnat og drak saft og så billeder af Iris' 4 hvalpekuld og fra Iris og Jörgs bryllup 3 år tidligere. Milloup fik lov til at løbe ud i haven og se sig om, og han glammede henrykt mod nattehimlen, indtil det pludselig gik op for os, at klokken faktisk var næsten midnat, og naboerne muligvis gerne ville have lidt nattero. Så gik vi også i seng.

Iris' far havde fået sin morgenmad med op på sit kontor, så vi var kun to ved bordet. Nå, ja, hvis det havde stået til Milloup havde vi været tre. Vi snakkede hyggeligt og udvekslede synspunkter om forskellige emner, og pludselig udbrød Iris' mor: "Der sidder en spætte". Ganske rigtigt. I grantræet på terrassen sad der en rødlig fugl og pillede i en mejsekugle. Vi rejste os begge og listede nærmere vinduet for at få et bedre overblik, og så - pinligt nok - benyttede Milloup sig straks af lejligheden til at smutte op på køkkenbænken og nyde duftene fra morgenbordet på nærmeste hold.

Så da jeg vendte mig om, stod han med næsen helt oppe i brødkurven. Mit brøl fik ham til skyldbevidst at trække snydeskaftet til sig, for han ved godt, at man ikke tager selv på bordet. Men snuse lidt kan man vel godt, mener han åbenbart.. Under mange undskyldninger for min hunds dårlige opførsel blev Milloup gennet ned på gulvet. Men Iris' mor morede sig bare og sagde, at de såmænd var vant til hunde der i huset.

Omkring kl. halv ti ankom Iris som aftalt, og vi skulle nu finde ud af, hvad vi ville få dagen til at gå med. Af hensyn til Milloups pels, der gerne skulle være i udstillingskondition om søndagen, havde vi udskudt afgørelsen indtil vi kunne se, hvordan vejret var. Da det nu viste sig at være tørt, blev vi enige om først at køre en tur i skoven med hundene og derefter gå lidt på sight-seeing i Celle.

Undervejs viste Clara tydelige tegn på, at der vist må være apportør-blod i hende. I hvert fald samlede hun den ene gren op efter den anden - og jo større og tungere, jo bedre. Hver gang slæbte hun energisk afsted med byttet et langt stykke, før hun fandt en mere spændende gren at slæbe videre på. På et tidspunkt havde hun fat i en gren, der var så lang, at hun næsten måtte løbe sidelæns for at få den med, men det generede ikke damen - med skulle grenen..

Efter en times tid var vi igen tilbage ved bilen, og vi kørte videre mod Celle. Her så jeg den største samling bindingsværkshuse, jeg nogensinde har set. Hele Celle midtby (og andre dele af byen også) består vist udelukkende af gamle bindingsværkshuse - og de er originale. Celle blev nemlig ikke bombet under krigen, så husene kan være både 2 og 300 år gamle.

Vi satte hundene lige indenfor døren og gav dem besked på at blive der, og så kiggede vi os lidt omkring.

Nogle gader længere henne nåede vi Celles lørdagsmarked. Her stod boderne i trængsel, og vi havde nok at gøre med at dirigere hundene udenom benene på folk, der hastede af sted, og boder, der stod i to rækker ned gennem gaden.

Det viste sig at være en klog disposition. Knap havde vi sat os ind i bilen og var begyndt at køre, før regnen pludselig stod ned i stænger. Bygen varede ikke så længe, men den kunne alligevel sagtens have gjort en større gang pelspleje nødvendig, så jeg var glad for, at Milloup i det øjeblik befandt sig inde i bilen og ikke udenfor på gaden.

Som altid, når to med fælles interesser finder sammen, strøg tiden afsted, og pludselig stod Edgar i døren og spurgte, om vi ville have kage? Det kunne vi jo ikke sige nej til, og snart sad vi velforsørgede med te og lagkage og snakkede lystigt op om, hvad vi havde bedrevet i dagens løb. Jörg lovede os en 3-retters vildtmiddag til aften, og for ikke at forstyrre kokken i forberedelserne trak vi os snart efter igen tilbage til stambøger og computer.

Tiden fløj afsted. Ved 5-tiden kom Edgar ind for at sige farvel. Nu skulle han tilbage til fængslet, som han udtrykte det; Edgar havde weekendfri fra et kurophold, og han havde fredag aften underholdt med beretninger fra kuranstalten, hvor det nærmest lød til, at alt udover vejrtrækning og indtagelse af vand var forbudt - og man betaler vel at mærke for at være der..

Mørket begyndte så småt at falde på, men vi tændte bare lyset og knoklede ufortrødent videre ved computeren. Klokken 8 kom Jörg ind til os og meddelte, at nu var der pause. Vi skulle spise. Og så serverede han ellers lige en tre retters vildtmenu bestående af vildandebryst, vildsvinemørbrad og dyreryg, sidstnævnte med banansauce. Jeg er sjældent blevet så godt forkælet. Milloup havde endnu ikke lært den herskende husorden, så han tog lige en tiggerunde ved bordet for en sikkerheds skyld, men da der ikke faldt noget af, accepterede han nederlaget med fatning. Han var nu også blevet godt kompenseret, for Iris havde taget hjemmelavet hunde-vildtmenu ud af fryseren, så gæsten fra Danmark kunne få lov til at smage.

Hannoverdagbog, 2. del

Tilbage til Rejsedagbog

Tilbage til forsiden

Opdateret d. 14-8-03