og hendes hvalpe
(grafiktung side, vær tålmodig)

Hvis der er noget, der kan gøre mig nysgerrig, er det til gengæld tanken om at få lov at stikke næverne i en bunke livlige gravhundehvalpe. Så allerede dagen efter - det var for øvrigt den 1. maj - ringede jeg til Emmas familie for at høre, om det var i orden at kigge forbi. Det var det. Egentlig var det min mening, at Milloup skulle blive hjemme. Jeg husker tydeligt fra mit første besøg hos Milloup, da han var 4 uger, hvordan mor Line med hård pote holdt familiens gamle, sorte gravhundehan ude fra børneværelset. Og der var jo ingen grund til at stresse den nybagte mor mere end højst nødvendigt, mente jeg.

Men det var intet problem, forsikrede Steen mig i telefonen, jeg skulle da endelig tage Milloup med også. Emma var netop i gang med en livlig tagfat med naboens hund, hun havde intet som helst imod at modtage besøg, hverken fra to- eller firebenede. Altså fik Milloup alligevel lov at komme med.

3½ uger

Men da der nu blev lidt uro, vågnede de op og begyndte at myldre omkring. En af dem - efter Steens oplysninger var det Manne - vaklede halvsovende hen i den anden ende af kravlegården, sænkede bagkroppen og lod vandene gå. Jeg var temmelig imponeret over, at en hvalp på 3½ uge allerede kunne finde ud af, at det ikke er så spændende at ligge i våde tæpper..

På tilbagevejen ramlede han sammen med en af brødrene, og de startede straks en brydekamp. Den ene fik fat i øret på den anden, og sådan et sæt spidse hvalpetænder kan jo nok mærkes. Resultatet udeblev da heller ikke; den overfaldne stak i et hyl, og så kom der gang i Emma. Indtil da havde hun ikke interesseret sig det mindste for hvalpene, de lå jo godt, hvor de lå. Men nu mødte hun omgående for at se, hvad der var galt.

Hvalpene blev igen lagt hen at sove, og mens vi drak te, blev døren til haven åbnet. Det tog Milloup som en opfordring til at passe på matriklen, og snart var han i ivrigt mundhuggeri med en nabohund et par parceller væk. Ind imellem blandede Emma sig også i koret, men med skam at melde var det altså Milloup, der var mest åbenmundet. Gang på gang måtte han kaldes tilbage med løfte om en hundekiks, men det varede aldrig ret længe, før han igen var på spil.

Efter et par hyggelige timer tog vi afsked, og Steen inviterede os til at kigge forbi en anden gang. Det lovede jeg.

En uge senere satte vi igen kursen mod A. Naursvej. Vejret var pragtfuldt, og Milloup var ikke i tvivl om, hvor turen gik hen. Svinget til Naursvej blev taget i strakt karriere, så snoren klippede hækken på hjørnegrunden.

Hvalpene var nu flyttet ud i haven, hvor der var indrettet en hvalpegård indhegnet med det badebassin, Steen og Ingers børnebørn ellers plejer at bruge. En parasol skærmede de små pus mod solens stråler. Her lå de i en fornøjet bunke og nød tilværelsen.

Hvalpene tog sig ikke af Milloup, de styrtede med strittende, vrikkende bagantenner rundt og udforskede den store, vide verden. Efter et stykke tid var vi ved at være skeløjede af at holde øje med, om alle stadig var der, så de blev igen gelejdet op i kravlegården. Det var ikke populært.

Nu var de lige 100% vågne og oplagt til skæg og ballade, og så blev de lukket inde igen. Jeg satte mig udenfor kravlegården og stak næverne ned i bunken. Det var lidt som at fange piratfisk med de bare næver - vups, så hang der 4 hvalpe ved tænderne i hver sin finger. Og den eneste grund til, at der kun var 4, var, at der simpelthen ikke var plads til, at nr. 5 kunne presse hovedet ind over min langemand, ellers havde der sikkert siddet en dér også.. Jeg løftede prøvende hånden 10 cm, de hang godt nok ved.

Da jeg havde fået hvalpene lirket af fingrene igen, kom Steen med en tallerken ymer til hvalpene. De kastede sig ivrigt over det, men da Emma mødte op for også at få sin del, myldrede de i stedet hen til hende og skubbede sig ind under baren.
De dage, hvor alle kunne være der på én gang ved samme side er forbi, så der var virkelig kamp om pladserne.

Mens hvalpene tog for sig, slubrede Emma med god appetit ymer i sig, men da der ikke var mere, ville hun godt have stoppet udskænkningen. Det lod sig bare ikke gøre. 7 skarpe hvalpegebisser holdt hende i en skruestik, så hun måtte pænt blive, hvor hun var.

Endelig slap hun fri og satte skyndsomst i et spring ud af kravlegården, hvor hvalpene ikke kunne følge efter.

6 uger

Lidt over en uge senere var vi igen på visit hos Emma og poderne. Som ugen før var vejret smukt, og hvalpene var blevet endnu større, frækkere og mere kontaktsøgende. Da vi kom, rendte de alle løs på græsplænen, og straks vi kom ud i haven, myldrede de om benene på mig. Jeg satte mig forsigtigt ned i mylderet og huskede i sidste øjeblik at feje under rumpen, inden jeg smækkede bagdelen helt i jorden. Jeg ville helst ikke sidde på en hvalp, det var nok ikke så godt hverken for hvalpens helbred eller min sjælefred..

Hvalpene klatrede ivrigt rundt på mig, så højt de nu kunne nå. Jeg løftede så en, så en anden op til nærmere bekendtskab. Manne kunne jeg kende igen, og ligeledes de to tæver, som er temmelig forskellige, men de sidste 4 hanner er så ens, at det er umuligt at se forskel.

Hvalpene fik serveret gufferne en ad gangen, så de ikke skulle kløjs i dem, men Emma stak selv hovedet i posen og høstede en mundfuld, som hun derefter bar lidt væk og fortærede i en fart. Milloup holdt sig klogeligt på en vis afstand af mylderet, han gik i stedet på patruljering i haven for at konstatere, om den lignede sig selv fra sidste besøg.

Og da hvalpene nu var af vejen, syntes Milloup åbenbart, at det var hans tur til at komme på banen. Han var efterhånden ved at føle sig så godt hjemme, at han lige skulle se, om han kunne komme afsted med at dominere Emma. Ergo hoppede han op på ryggen af hende og forsøgte at holde hende fast, mens han gjorde parringsbevægelser. Pinligt! Hver gang Emma knurrede og vippede ham af, lagde han sig pænt på ryggen, og hver gang hun flyttede sig, skulle han straks prøve lykken igen. Jeg ønskede, at jeg havde haft hans transportkasse med, så han kunne være kommet til afkøling.

Storesøster Cecilie styrede målbevidst mod hvalpene og plantede sig midt i mylderet i kravlegården. Så var middagssøvnen forbi for denne gang. Flere af hvalpene fik igen lov at løbe omkring i haven, og snart flintrede de rundt i lystig tagfat på græsplænen.

Cecilie udtalte sig med stor kyndighed om, hvem der var hvem, og forsøgte at overtale Steen til at beholde to hvalpe i stedet for en, som det ellers er meningen.

Milloup var 11 uger gammel. Han drønede rundt og opfordrede den adstadige ældre herre til leg, og fine hentydninger om at tage det roligt forstod han overhovedet ikke - eller han ville ikke forstå dem.

Koriander fandt sig i lang tid med en engels tålmodighed i den flabede hvalp, men endelig fik han nok.