Helst ville jeg dog, at Milloup på sit livs første flyvetur kunne få lov at opholde sig sammen med mig, så oplevelsen ikke blev alt for overvældende, og derfor havde jeg pakket bagagen, så Milloups sædvanlige bustaske indeholdt kabinebagagen, som nemt kunne flyttes over i transportkassen, hvis det skulle blive muligt at få hunden med ind i kabinen. I lufthavnen talte jeg med den flinke dame i indcheckningen, Milloup blev vejet, og da vægten på dagen viste sølle 8,3 kilo og jeg i øvrigt snakkede godt for min syge moster, afgjorde damen på stedet, at det var forsvarligt at slippe Milloup med ind i kabinen - siddende i tasken, som han er vant til på busture.

Altså blev bagagen i hast hevet ud af tasken og smidt ind i rejsekassen, der blev sendt ned ad transportbåndet. Milloup, der holder meget af sin kasse, gjorde forsøg på at entre transportbåndet for at følge med sin kære kasse, men da han opdagede, at han i så fald måtte optage jagten alene, opgav han foretagendet.

En halv time senere gik vi ombord i flyet, og til vores store held havnede vi på et tremandssæde sammen med en yderst hundevenlig pige fra Sønderjylland. Milloups taske blev presset ned på det midterste sæde, og vi spændte os fast. Da flyet lettede, var Milloup ikke mere end glad ved situationen, men straks vi var oppe blev madvognen jo kørt frem og bakkerne delt om. Vor sønderjyske veninde viste sig at tilhøre den gruppe, der villigt deler sin mad med andre, og så var det straks mere spændende at flyve. I skøn samdrægtighed ribbede de hendes bakke, og Milloup vendte sig så til mig for at se, om der også faldt lidt af dér. Det gjorde der, for en gangs skyld.

Så det var altså en mæt og veltilpas hund, der med sin ejer landede i Oslo. Nina hentede os i lufthavnen og kørte os til hotel Anker, der ligger centralt i Oslo tæt ved Akerselva og er et udmærket og forholdsvis billigt mellemklassehotel. Hun hjalp med at slæbe bagagen op på værelset og tog så afsked med løftet om at hente os næste morgen og køre os ud til Lillomarka, hvor sporprøven skulle finde sted kl. 10.

Da Nina var kørt, pakkede jeg vores ting ud og så var det tid for den første lille spadseretur i Oslo. Ned ad Storgata gik det, og samme vej tilbage, så vi ikke risikerede at blive væk på vejen. Efter en hurtig aftensmad tørnede vi ind ovenpå en travl dag.

På den anden side af broen var der en trappe ned til en sti, der går langs selve Akerselva, og efter en dejlig morgenluftetur langs de brusende vandmasser nåede vi tilbage til hotellet.

Præcis på slaget halv 10 svingede Ninas hvide bil ind på parkeringspladsen ved hotel Anker, og vi satte kursen mod Oslos forstæder.

Mit første indtryk var mos og sten, sten og mos, og buske og træer, der så ud til at gro i den bare klippe eller mosset. Blåbærbuskene dækkede en stor del af skovbunden som et tæppe, der nåede halvvejs op på læggene. Et stykke inde i skoven fik vi anvist anskudsstedet, og ca. 20 meter længere henne hang der en markering. Det var flugtretningen. Jeg satte Milloup på sporet, og han startede i fin stil. Op ad bakke gik det, og midt i et blåbærkrat begyndte hunden at lede ivrigt. Først checkede han mod venstre, så tilbage nogle meter igen, hen til venstre, tilbage og i 3 omgang bestemte han sig for ruten mod venstre. "Knæk med afhop", tænkte den skarpsindige hundefører. Vi gik nu langs stigningen i stedet for opad, men efter et kort stykke drejede Milloup igen op ad bakken.

For mine danske øjne så det ud, som ville hunden klatre op ad den rene, mosdækkede klippeside. Nederst lå et væltet træ, som Milloup nemt smuttede under. Jeg selv blev gumpetungt hængende over stammen, men kom dog videre. Halvvejs oppe blev jeg igen hængende og råbte efter min hund, at jeg *** håbede, at han var på ret spor, for jeg ville i hvert fald ikke være i stand til at klatre samme vej ned igen. Nina og Arild stod nedenfor klippen og morede sig vist herligt..

Ovenpå denne klatretur var det jo ingen sag at navigere udenom 3-4 meter dybe klippespalter og hvad vi nu ellers passerede på vor vej. Sporet var igen drejet mod venstre, og vi kom nogenlunde hurtigt frem langs bakken. På et tidspunkt stoppede Milloup op for at lytte efter en hund, der gøede i nærheden, men en kort påmindelse fik ham i gang igen. Helt glemt denne hund havde han dog åbenbart ikke, for da vi kort efter kom til en klippesti, der krydsede vores spor, drejede Milloup målbevidst mod højre op ad stien. Efter ca. 50 meter opdagede jeg, at vi ikke længere havde følgeskab af dommeren. Jeg fik Milloup drejet tilbage igen, men ikke før vi under en busk havde nærlæst en stadig dampende hundehøm-høm af anselige dimensioner.

Efter anstrengelserne i skoven kørte Nina os tilbage til hotellet og efterlod os med løftet om at hente os igen kl. halv 6. Vi var nemlig inviteret til rejegilde hos en af Ninas veninder, Anne, der ligesom Nina opdrætter langhårede gravhunde.

Da vi omsider satte kursen tilbage mod hotellet, kunne jeg godt mærke, at der efterhånden var ved at være udsolgt - både hos Milloup og mig selv. Vel hjemme på hotellet smækkede vi derfor benene op og slappede af, indtil det var på tide at gøre klar til aftenens udflugt.

Da Nina dukkede op for at hente os, udspillede der sig en stormende gensynsscene mellem hende og Milloup. Godt nok kan Milloup - på bedste gravhundemaner - have en tendens til ikke altid at acceptere folk ved første blik, men hvis de først er godkendt, så får de også den store velkomst, når vi igen ser dem. Og Nina var tydeligvis allerede skrevet på Milloups liste over godkendte.

Når vi i Danmark får rejer, er det ofte frosne, allerede pillede rejer, vi snakker om - og så er det småfyre på 1 cm eller deromkring. Disse rejer, derimod, optrådte stadig i al deres fysiske pragt, og de var enorme. To svingende fade fulde af rejer klar til at pilles stod der på bordet, og jeg skævede til de andre for at få en idé om, hvordan jeg burde tackle situationen. Nina viste mig hvordan, og jeg kastede mig - syntes jeg da selv - frisk ud i situationen. Da jeg havde pillet de første 4, var jeg ikke længere så sikker på, at det var som rejepiller, jeg kunne få mig et levebrød. På det tidspunkt lå der nemlig en solid bunke pillede rejer på hver af de andres tallerkner, og Anne foretog en hurtig runde ved bordet og gaflede en håndfuld hist og pist, som hun derefter deponerede på min tallerken. Sulte kom jeg i hvert fald ikke til. I øvrigt smagte de pragtfuldt!

Og så måtte Milloup tage afsked med sine nyfundne damevenner, bilen holdt atter for døren. Det var en træt lille hund, der lidt over en halv time senere rullede sig sammen ved mors hovedpude. Det havde været en lang dag.

Oslodagbog, 2. del

Tilbage til Rejsedagbog

Tilbage til forsiden

Opdateret d. 14-8-03