Milloup anklager..

- Hvorfor er hunde uvelkomne hos Stena Line og Color Line?

Det er i forvejen en besværlig og langvarig affære for en hund at få lov at rejse til Norge eller Sverige. Vaccination, blodprøve, ansøgning om importtilladelse, helbredscheck osv. - alt selvfølgelig mod betaling.

Puh, man bliver træt (og fattig) bare ved tanken.

Men hvis man vil til Norge eller Sverige med sin hund, så er der ingen vej udenom; man må grundigt til lommerne. Dette faktum havde vi accepteret, da vi gik i gang med forberedelserne til vores kommende Oslotur. Nu kan man jo så spørge, hvorfor det egentligt var så nødvendigt, at Milloup kommer med på den tur? Det var det såmænd, fordi Milloup var turens hovedperson. Det var ham, der skulle til Norge og deltage i sporprøve i håbet om at opnå et norsk brugschampionat til selskab for det danske, han allerede havde. Altså var det temmelig vigtigt, at han kom med. Selv kan jeg ikke følge et 12-24 timer gammelt blodspor.. At rejsen gav det ønskede udbytte, fortæller vi om i rejsedagbogen over Oslo-turen.

Med henblik på denne for hans karriere så vigtige rejse havde Milloup og jeg derfor været hele møllen igennem. Efter den omgang forestiller man sig jo så, at nu må besværlighederne da være overstået. Selve rejsen? Ikke noget problem, vi havde jo da både været i Neumünster og Berlin med henholdsvis tog hele vejen og tog/færge uden at møde problemer. En kort togtur til Frederikshavn og derfra en hyggelig sejltur videre til Oslo skulle vi da sagtens kunne klare.

Stena Line
Ergo sendte jeg den 30. august 1998 en mail til Stena Line med følgende ordlyd: "Vil I venligst sende mig jeres sejlplan (gyldig i perioden 25-28. september) samt prisliste for passagerer uden bil. Hvis det har betydning for prisen skal hermed oplyses, at jeg medbringer en lille hund (gravhund).". Nu er e-mail jo en hurtig kommunikationsform, så jeg havde nok ventet, at en kvik Stena-medarbejder fluks mandag morgen ville poste den ønskede sejlplan til mig, således at jeg kunne modtage den tirsdag. Dette skete dog ikke. Da jeg om torsdagen stadig ikke havde hørt fra Stena, hentede jeg i stedet et eksemplar af sejlplanen hos et lokalt rejsebureau. Og så var det, at jeg fik mig en grim overraskelse.

Når man læser Stena Lines Generelle bestemmelser på side 13 i sejlplanen (udgaven fra 1998) kan man nemlig læse følgende under overskriften Husdyr:

"..Stena Line accepterer på visse færger transport af hunde og katte på ruterne til og fra Sverige. Vi gør opmærksom på, at dyrerne under overfarten skal være anbragt i egen bil. Bildækket er aflåst under overfarten."

"..ruterne til og fra Sverige??" "..anbragt i egen bil??". Jeg ejer hverken bil eller kørekort, og desuden skulle vi altså ikke til Sverige men til Norge. Jeg ringede derfor straks til Stena Line og fik her bekræftet, at der hos dette rederi hersker apartheid for ikke-bilejende hundeejere. Vi kan simpelthen ikke komme med færgen!! Mens smuttursfulderister er velkomne til at myldre omkring på Stena Lines færger og brække sig i krogene, ønsker man overhovedet ikke at se min smukke, dygtige, absolut renlige og stilfærdige gravhund ombord. Punktum, "sådan er det bare".

Jeg er rasende og dybt forarget.

Som en lille krølle på historien kan nævnes, at jeg mandag den 7. september omsider modtog den sejlplan, jeg havde bedt om den 30. august. Da jeg i mellemtiden var blevet meget klogere angående Stena Lines holdning til transport af husdyr, kiggede jeg derfor meget dybt i kuverten efter en medfølgende forklaring om, at mit ønske desværre ikke kunne lade sig gøre - jvf. de Generelle bestemmelser. En sådan forklaring manglede totalt. Trods det, at jeg tydeligt havde gjort opmærksom på, hvordan jeg ville foretage rejsen, havde ingen hos Stena Line fundet det nødvendigt at gøre opmærksom på dette "lille" punkt.

Hvis jeg nu havde booket min billet og var mødt op ved færgen i tillid til at, når der ikke blev reageret på mine - mener jeg ellers - klart formulerede rejseønsker, så kunne det kun være fordi hunden ikke var noget problem overhovedet, var vi så blevet afvist ved færgen?

Det er simpelthen for ringe, Stena Line!!

  • Stenas Generelle bestemmelser er hunde-og kattefjendske
  • Stena udviser apartheid overfor ikke-bilejende hunde-og katteejere
  • Hunde- og katteejere får ikke engang oplysning om problemet ved direkte forespørgsel

Helhedsvurdering: Stena Line kan for denne "service" overfor hunde og deres ejere ikke tildeles én eneste Milloup.

Color Line
Næste forsøg gjaldt Color Line, der besejler ruten Hirtshals - Oslo. Godtnok ligger Hirtshals for en ikke-bilejer en del mindre centralt end Frederikshavn, men kombinationen tog/bus skulle vel alligevel kunne løse problemet. Altså hentede jeg mig et eksemplar af Color Lines fartplan.

Under Rejsefakta på side 45 (igen udgaven fra 1998) fandt jeg så bestemmelserne vedr. Transport af levende dyr. Der står: "Levende dyr kan kun medbringes efter aftale. Transport af hund/kat sker på ejerens ansvar. Hund/kat i køretøj kr. 50,- Hund/kat i bur på bildæk kr. 100,-."

Okay, vi kunne da i det mindste komme med, men på bildækket?? Kunne det være rigtigt, at hunde hos Color Line udelukkende må færdes på bildækket? En opringning til en ellers venlig dame hos Color Line bekræftede dette. "Og det larmer jo en del dernede", betroede hun mig. Af egen erfaring med bildæk - på kortvarig gennemgang fra et tog til de overliggende saloner - ved jeg at der også lugter (for ikke at sige stinker) af benzin- og dieselos.

Turen med Color Line fra Hirtshals til Oslo varer 8½ time, og så kunne jeg jo begynde og gætte på, hvordan min ellers fortræffelige sporhunds næse ville have det efter dén oplevelse - for ikke at tale om, hvordan turen ellers ville påvirke ham. Alene, i en kasse på et fremmed sted, hvor det både lugter grimt og larmer. Og en hund kan man jo altså ikke forklare, at det ikke er farligt. Faktisk mener jeg, at det må være på grænsen til dyreplageri at byde sin hund et ophold i disse omgivelser, og det er jeg ikke den eneste, der mener. Se her hvad den kendte hundepsykolog Lone Greva mener om den form for transport af hunde.

Desuden kan man vel heller ikke være sikker på, at det ikke er farligt. Man har da før hørt om biler, der river sig løs i høj sø og slingrer rundt på vogndækket, og i den situation yder en lille plastic transportboks ingen som helst beskyttelse.

Jeg var altså ikke længe om at beslutte, at dén rejseoplevelse ville jeg ikke byde min hund. Vi takkede nej til Color Lines tilbud om - formedest 100 kroner - at få udvidet hundens horisont på vogndækket. Jeg tror ikke, der er så mange "colors" i den oplevelse.

Helhedsvurdering: For muligheden for at blive transporteret - mod ekstra betaling - i støj og diesel-/benzinos på bildækket giver vi ½ Milloup

Scandlines - beviset på, at det kan lade sig gøre.
Beklageligvis sejler Scandlines ikke til Norge og - på daværende tidspunkt - til Sverige kun fra Østsjælland. Men Milloup og jeg har både ved tidligere og senere lejligheder stiftet bekendtskab med Scandlines positive holdning til hunde som gående passagerer. Scandlines besejler nemlig bl.a. ruten Rødby - Puttgarden, som vi benyttede undervejs til Berlin i august 1998. Vi var også med Scandlines mellem København og Malmø, da Milloup i maj 1999 hentede sig et svensk og et nordisk vildtsporchampionat - se rejsedagbog, Sverige. Desuden har vi heller aldrig haft problemer, når vi har benyttet andre af Scandlines' forbindelser såsom Cat-Link og de gamle Storebæltsfærger.

For nu at sikre mig, at vi ikke her på siden uddeler uberettigede roser, ringede jeg dengang til Scandlines og udbad mig et eksemplar af deres sejlplan. Den kom med posten dagen efter. Ivrigt bladede jeg frem til de Praktiske oplysninger og fandt her kun en enkelt lille sætning omkring hunde og andre dyr. Under Befordringsbestemmelser kan man læse følgende: "Rederiet har intet ansvar for levende dyr, der befordres som rejsegods." Muligvis fordi det er en så indgroet del af Scandlines' koncept, at kæledyr da kan medtages, er intet andet nævnt.

For at bore videre i sagen ringede jeg til Scandlines' Hovedkontor (Passagerafdelingen) og modtog derfra en liste over "Politik vedr medbringelse af kæledyr på overfarterne." Af denne liste fremgår, at kæledyr kan medbringes på alle Scandlines' ruter, og dette betyder notabene, at hundene kan medbringes i færgernes saloner. Eneste undtagelse er ruterne Helsingør - Helsingborg og Dragør - Limhamn, hvor der i stedet forefindes særlige hundeområder. De fleste steder har hundene endog adgang til færgens cafeteria (men ikke restauranterne). Og på ruten Kalundborg - Samsø kan den firbenede rejsende endda få serveret friskt vand i en hundeskål i cafeteriet..

Helhedsvurdering: I sagens natur overordentlig positiv. Vi giver 5 Milloup'er

Beklageligvis har det for nyligt været fremme i pressen, at Scandlines har solgt sine ruter mellem København og Skåne til - Stena Line. Derfor må man nok som hundeejer forberede sig på, at Stena Lines hundefjendske politik breder sig til også disse ruter. Jeg håber det bedste, men frygter det værste..

Berlin-muren er faldet for længst..
Det er på tide, at Stena-muren og Color-muren også falder!!

Hvis du efter at have læst ovenstående vil være med i kampen for, at Stena Line og Color Line ændrer deres hundefjendske regler, foreslår jeg, at du siger dem din mening. Du kan kontakte Stena Line her og Color Line her.

Hvis du har kommentarer til denne del af hjemmesiden, kan du sende feedback til Milloup her.

Sommerfugl

Svenska Kennelklubben bakker op om Milloups anklage

I forsøget på at samle tilslutning til Milloups krav om hundevenligere regler hos Stena og Color Line skrev vi i begyndelsen af september 1998 til Dansk, Norsk og Svenska Kennel Klub og bad dem tage sagen op. I begyndelsen af oktober 1998 modtog vi følgende opmuntrende brev fra Svenska Kennelklubben:

"Vi har mottagit Ert brev av den 9 ds beträffande svårigheterna att medföra hund på färja mellan Danmark och Norge/Sverige och får meddela, att vi ämnar föra upp ärendet på dagsordningen till nästa sammenträde i NKU/AU (Nordisk Kennel Union). Vår avsikt är att aktuella länder gemensamt skall agera gentemot färjebolagen för att försöka få en ändring till stånd av deras bestämmelser för transport av hund.

När nästa sammenträde i NKU/AU äger rum är ännu inte bestämt."

Underskrevet Ulf Uddman, Verkst. direktör

Jeg har ikke siden hørt mere til sagen, men jeg håber da meget, at man ikke har glemt den igen.

Forside knap

Opdateret d. 12-8-03

c