-om mad		- om næsearbejde
- om lydighed		- diverse

Hvordan har du lært Milloup alle de ting, han kan? Det spørgsmål har efterhånden en del mennesker stillet, og svaret er: Jeg ved det egentlig ikke. Jeg har været heldig at få en utrolig intelligent hund, en hund med en formidabel næse for sporarbejde. Og dog. Ved nærmere eftertanke dukker der alligevel et par tips op, som andre måske kan have glæde af. Alle tips og tricks her på siden er afprøvet - og virker - på en gravhund, der gerne gør næsten hvad som helst for en godbid. Hvis din hund er af den småttærende slags, må du bruge fantasien og finde på en anden form for belønning. Du kan være helt sikker på, at din hund er lykkelig, hvis den gør dig lykkelig.

Den første og vigtigste regel er: Lysten driver værket. Lad være med at pace din hund. Hvis den først har fattet pointen, er der ingen grund til at lave samme øvelse 25 gange om dagen. Det er ikke uden grund, at skrivning af den samme sætning 100 gange efter hinanden i gamle dage blev anset for en straf. Overdriv derfor ikke træningen. 5 minutters koncentreret træning hist og pist giver mere, end en eller flere timers stroppetur.

Milloups allerstørste interesse her i tilværelsen er de ting, der kan puttes i munden, tygges og synkes. Derfor er det også helt i hans ånd, at første del af siden indeholder et par af Milloups yndlingsretter og hjemmelavede hundekiks. Når englænderne kan have "Floyd on food", kan det danske modstykke passende hedde "Milloup om mad" - God fornøjelse.

Millopper
Hjemmebagte hundekiks med lever, kylling eller vildt

• 300 g. hvedemel
• 150 g. majsmel
• 125 g. kogt, hakket kød (lever, kylling eller vildt)
• 3 spsk. madolie
• 2 æg
• ca. 1 1/4 - 1½ dl siet kogevand fra kødet

Hvis kiksene står tæt på bagepladen, er det måske en god idé at tage pladen ud af ovnen efter ca. 15 minutter og skille kiksene ad, så de også kan få varme på siderne den sidste del af bagetiden. Kiksene skal være helt hårde, ellers kan de ikke holde sig ret længe. Helt gennembagte kiks kan holde sig i op til 2 måneder, hvis de opbevares køligt og tørt (men hold øje med mug).

Tip: Smid ikke resten af kogevandet ud. Si det og portionsfrys det med ca. 1 - 1 1/2 dl i hver portion. Det kan bruges til næseøvelser.

Leverguffer
Et stykke lever skæres i skiver, koges ca. 15 minutter, afkøles og skæres i tern på max. 1 x 1 x 1 cm. Gufferne lægges på en bageplade med bagepapir og bages i ovnen ved 100 grader i 1 - 1 1/2 time - til de er helt hårde.
Opbevares så der kan komme luft til dem, da de ellers mugner ret hurtigt. Jeg har hørt, at man også kan portionsfryse gufferne, men jeg har endnu ikke selv afprøvet dette råd.

Advarsel: Køkkenet stinker - mildt sagt - efter produktion af disse guffer. Det er altså ikke en god idé at lave dem den dag, hvor du har inviteret Dronningen til aftenkaffe.
Og husk: for meget lever på én gang kan give dårlig mave i form af enten forstoppelse eller diarré.

Bispingdorpe vildtmenu
Efter Milloups mening er dette virkelig en kulinarisk oplevelse. Han blev præsenteret for denne vildtmenu, da vi i marts 1999 besøgte vores veninde Iris og hendes hunde i nærheden af Hannover. Iris er jæger, så der er ofte vildt på menuen hjemme hos dem - både til to- og firebenede.

Rester og/eller indmad (hjerte, lever, lunge osv) fra vildtet koges grundigt (vildt er jo ikke underlagt de samme sundhedsrestriktioner som tamdyr, og af den grund kan det indeholde bakterier/virus, som findes i naturen men ikke i tamdyrene, vi normalt spiser).
Samtidig koges en portion ris i mindst 15 minutter, og når alt er færdigt blandes det sammen.
Forholdet kan man selv vælge, jo mere kød i forhold til ris, jo mere protein indeholder menuen (fint hvis hunden trænger til at tage lidt på eller skal ud og yde en stor indsats på jagt), og jo mere ris i forhold til kød, jo mere kalorielet er menuen.

Vildtmenuen er fryseegnet. Til gengæld er den ikke egnet til anvendelse som fuldfoder, da den er for ensidigt sammensat til at opfylde alle hundens vitamin- og mineralbehov. Det er altså udelukkende en godbid, der kan serveres af og til.

Det er sundt for en hund at bruge næsen (og dermed hjernen). Efter 5 minutters intensivt søgearbejde er hunden faktisk lige så psykisk træt som efter 1 times spadseretur.

Der er øvelser, man kan starte med allerede mens hunden er helt lille. De fleste hvalpe vil f.eks. synes, det er forrygende morsomt at lede efter hundekiks rundt i hjemmet. For Milloups vedkommende startede vi med denne øvelse allerede få dage efter, at han var flyttet ind her.

Gemmeleg
Man tager en håndfuld hundekiks (husk at trække dem fra i dagens foderregnskab, ellers har du snart en hund, der er meget for tyk..). I begyndelsen må hunden enten holdes af en anden person, eller den kan lukkes inde i et værelse, mens kiksene gemmes. Så gemmes kiksene rundt i hjemmet i hundevenlig højde. Brug fantasien, det kan fx være i kanten af sofaen, ovenpå håndtaget til en skuffe, under kanten af bademåtten, i en stol, under tæppet i hundens kurv, i hundens tyggesko, tæt ind til et bordben osv. osv.
Når kiksene er gemt, beder man hunden søge. Brug en enkel kommando, f.eks. "søg". Hjælp hunden lidt i gang ved at udpege den første kiks, mens kommandoen gives. Det tager sjældent ret lang tid, før hunden har fattet systemet og ivrigt leder videre selv.
I begyndelsen holder man øje med hunden, mens den søger, senere kan man lade den arbejde selvstændigt. Dog er det vigtigt, at man til enhver tid checker hundens arbejde og beder den søge og finde evt. oversete kiks. På den måde lærer hunden nemlig, at når "førerhunden" siger, at der er noget at lede efter, ja så er der faktisk stadig noget at finde. Dette kan vise sig nyttigt på en evt. senere sporprøve, hvis hunden virker lidt opgivende.

Efterhånden som hunden bliver mere rutineret, kan man gemme godbidderne bedre - fx under puderne i sofaen, under dynen i sengen, i vindueskarmen bag gardinet, nede i en sko (hvis ellers ikke hunden i stedet æder skoen..) - eller man kan anvende mindre godbidder. Til Milloup bruger jeg nu om dage Kvik Dog salami bidder, som fås hos Føtex. De er ikke særlig store, hvilket er en fordel med en lille og dygtig hund. Til en grand danois skal man nok trods alt bruge lidt større godbidder..

Gemmeleg kan også leges på en græsplæne, hvis man smider en håndfuld hundekiks ud over et område og lader hunden lede efter dem.

Foderspor
Som optakt til rigtig sportræning kan man begynde med foderspor. Kog lidt kylling eller lever (eller lav nogle "sporpakker" med kogevand og lidt kød til fryseren, når du alligevel laver hundekiks).
Kom ca. 1 dl siet kogevand i en plasticpose og luk posen med en knude (hvis vandet ikke er siet, risikerer du at posens huller stopper til undervejs). Bind en snor i posen og medbring en nål, når du går ud for at lave sporet. Hvor sporet skal starte prikker du nogle huller i posen og lader den slæbe efter dig i snoren. I begyndelsen kan du også lægge nogle stumper kød langs sporet, det hjælper alt sammen på spor-iveren. For enden af sporet lægger du nogle stykker kød, det er hundens belønning for veludført arbejde.

Sværhedsgraden kan skærpes ved enten at lave sporet længere eller ved at lave færre huller i posen. Når hunden er blevet rigtig dygtig, kan man lave et langt spor og kun have et enkelt hul i posen, som vandet kan løbe ud af.

Vildtspor
Hvis du vil lære at lægge og gå vildtspor fra bunden, anbefaler jeg, at du i første omgang henvender dig til din specialklub for at høre, hvad de kan tilbyde. Gravhundeklubben, som er den klub, jeg har kendskab til, afholder jævnligt kurser og træning for både nye og rutinerede sporhunde og deres ejere. Hold øje med lokalstoffet for dit lokalområde på Gravhundeklubbens hjemmeside www.dgk.dk. Hvis ikke netop din specialklub afholder kurser, kan du i stedet spørge om råd i DKK eller hos Schweisshundeudvalget.

For de der ikke ved hvad vildtspor er kan jeg kort fortælle følgende: Meningen med vildtspor er at simulere en situation, hvor hunden skal finde anskudt eller trafikskadet vildt. Man anvender enten vildtblod (hvis man kan få fat i det) eller okseblod. Til udlægning af blodet anvender jeg en laboratorieflaske med hævert, men man kan også anvende en tom, renset flaske fra opvaskemiddel el. lign.
Ved "anskudsstedet", dvs der, hvor sporet starter, sprøjter man lidt ekstra blod ud, ellers giver man " et skvæt fra flasken" for ca. hvert andet skridt. For enden af sporet lægger eller hænger man vildtdelen, der her i landet som oftest består af enten et stykke hjorteskind eller underbenet fra et stykke klovbærende vildt (kan opbevares i fryseren mellem træningsturene). Undervejs markerer man - naturligvis - sporet, så man kan finde det igen, hvis hunden går af sporet under træningen. Ligeledes går man selvfølgelig sporet igennem og skridter det af, inden man lægger blod ud!
Når sporet har ligget et stykke tid (åben klasse spor skal ligge i ca. 3 timer), henter man hunden og sætter den på sporet ved anskudsstedet. Hunden skulle så gerne - med lidt træning, forstås - være i stand til at følge sporet og "finde vildtet".
Når hunden skal gå spor, anvender man et specielt bredt halsbånd og en mindst 5 meter lang sporline. Lær hunden, at dette udstyr er "arbejdstøjet", så den ikke er i tvivl om, hvad der skal ske, når den får det på.
Ros hunden overdådigt, når den arbejder på sporet, og før den blidt men bestemt tilbage til sporet, hvis den går af på en anden interessant fært. Hold godt øje med, hvordan hunden opfører sig på sporet. Med nogen træning kan man lære at "læse" sin hund, så man også på et spor, man ikke kender, har en rimelig idé om, om hunden er på sporet eller ude på en vildmand.

Mit bedste råd i en prøvesituation er dog følgende: Stol altid på din hund - medmindre du selv direkte har set det dyr, hunden har fært af. Hunden kan finde sporet uden dig - hvis den gider. Du har derimod ingen som helst chance for at finde og følge sporet uden din hund. På en prøve er din fornemste - og eneste - opgave at sørge for, at hundens line ikke hænger i noget, så den hele tiden kan arbejde frit!

I Dansk Gravhundeklub findes der tre sværhedsgrader for vildtspor; Åben klasse, Elite 2 og Elite 1.
Åben klasse spor er 3 timer gamle, 600 meter lange, og der anvendes ca. 1/3 liter blod. Sporet skal have 4 rette vinkler (knæk) og et "afhop" på 15 meter på lige strækning - det er et stykke spor uden blod.
Elite 2 er for hunde, der har bestået Åben klasse med 1. præmie og desuden har opnået præmiering på en DKK-anerkendt udstilling. Her er sporet også 600 meter langt og med 4 knæk, men der anvendes kun 1/4 liter blod og sporet skal være ca. 20 timer gammelt. Desuden har sporet hele 3 afhop, 2 afhop à 10 meter i forbindelse med knæk og et 15 meter afhop på lige strækning.
Elite 1 er den højeste klasse. Her kræves, at hunden har bestået Elite 2 med en 1. præmie. Sporet er hele 1000 meter langt, men der anvendes stadig kun 1/4 liter blod. Desuden skal sporet ligge i ca. 40 timer. Samme knæk og afhop som Elite 2.
En hund, der 3 gange opnår en 1. præmie på Elite 1 sporprøve og desuden har mindst en 1. præmie på en af DKK anerkendt udstilling, får titlen DKBCHS - dansk brugschampion spor.

Schweisshundeudvalget afholder 3- og 20-timers sporprøver. Længden er her 400 meter. En gang om året afholdes der desuden en Eliteschweissprøve, hvor sporene er 1000 meter, men til denne prøve har hundeejere med jagttegn fortrinsret. Af den grund kan fx Milloup ikke få lov at deltage på prøven - selvom jeg her vil vove den påstand, at han på en god dag kan gå bagen ud af bukserne på langt de fleste af de hunde, der får lov at deltage.

Kommer ved lejlighed, som tiden tillader.

Vær velset - gå med refleks. Dette gælder selvfølgelig såvel hunde som mennesker, og man kan da også i dyre domme købe forskellige lysende dingenoter til at hænge i halsbåndet, blinkende halsbånd m.v. I enhver velassorteret stofbutik kan man i stedet købe refleksbånd i metermål. Det koster et par kroner, er nemt at lime på halsbåndet og nemt at skifte ud, når det er blevet ridset og ikke virker mere.

Flex-liner, tør du? Jeg tør ikke!
Man ser det så tit. Hen ad vejen kommer hunden skridende derudaf, og 5 meter bagved vandrer ejeren glad og fro afsted. Nemt og bekvemt, hunden kan stoppe for at snuse eller rende lidt i forvejen, ganske som den lyster, og ejeren slipper for at foretage de rejehop, som vi andre med liner af fast længde ofte må foretage, fordi hunden pludselig kommer i tanke om, at noget skal undersøges nærmere.
Men har du nogen sinde tænkt over, hvor langt ud på vejen og ind under en bil en hund i en 5 meter lang snor kan nå, inden ejeren når at reagere?
"Jamen, min hund ved da godt, at den skal blive på fortovet", hører man så som argument for flex-linens fortræffeligheder. Det gør den sikkert også - under normale omstændigheder. Men det er faktisk nok, hvis uheldet er ude én enkelt gang. Hvis hunden først ligger smadret under en bil, er der ingen fortrydelsesret. Og det kan ske for selv den mest velopdragne, velafrettede hund, hvis den bliver forskrækket over et eller andet - en arrig hund, der kommer farende ud af en indkørsel fx - eller bare eksploderer indenfor hækken.
Jeg turde bare ikke!

Hjemmelavet Aktivitetsbold
I stedet for at købe en af de dyre aktivitetsbolde, kan man snildt lave sin egen: Man skal såmænd bare bruge en hul gummibold, diameter ca. 10-12 cm. Bolden skal være så kraftig, at den ikke mister faconen, når der er hul på den. I denne bold skærer man et snit på 5-7 cm. Nu kan man presse kanterne fra hinanden og putte godbidder ind i bolden. Hunden skal tilsvarende trykke på bolden, før der kommer noget ud. Denne bold har desuden den fordel, at den ikke laver en helvedes larm, når den ramler imod møblerne.

Index, diverse

Forside

Opdateret d. 14-8-03