Da vildsvin er en mangelvare i Danmark, havde vi ikke - som ellers foreslået - kunnet forberede os på at møde denne vildtart. Men den afsluttende træning to uger før prøven var i hvert fald forløbet over al forventning. Her gik Milloup i løbet af en time et 72 timer gammelt spor igennem uden at sætte en fod forkert undervejs, så det var så godt, som det kunne være.

Milloup blev efterladt i kassen, mens jeg vandrede gennem toget på jagt efter vores reserverede plads. Den viste sig selvfølgelig at være i vognens anden ende, så vi måtte kæmpe os vej gennem en kødrand af passagerer og over og omkring kufferter og tasker. I vores 6-mands kupé sad der i forvejen 4 damer i 40-års alderen, og de to vinduespladser var ledige. Men da først Milloups kasse var anbragt på gulvet, min rygsæk på det ene ledige sæde og jeg selv på det andet, var der ikke mere plads at komme efter i dén kupé.

Heldigvis var vore rejsefæller absolut hundevenlige. De var meget betagede af "der kleine Waldi" - et tysk kælenavn for gravhunde, har jeg siden fundet ud af. Betagelsen var absolut gensidig - især da damerne begyndte at pakke frokosten ud - og bagefter borede Milloup sig hjemmevant ind mellem vores rygsæk og damen på sædet ved siden af. Jeg tilbød at flytte ham, men det syntes hun ikke, der var nogen grund til.

Halvvejs mellem Hamburg og Berlin kørte toget gennem en ordentlig tordenbyge, men da vi ankom til Berlin-Spandau kl. 16.11, stod solen igen højt på himmelen, og det var varmt. Selve banegården Berlin-Spandau havde jeg for øvrigt store problemer med at kende igen. Da vi rejste derfra i august 1998, var banegården én stor byggeplads; alt var rå beton, skiltningen var nærmest ikke-eksisterende, perronerne var åbne, og der fandtes ikke en eneste butik i banegårdsområdet. Nu, 10 måneder senere, steg vi ud af toget på en overdækket perron belagt med smukke naturfliser. Men Hr. Schwartz var der godtnok, så det måtte jo være det rigtige sted. I indgangshallen nedenunder var der nu butikker i massevis, og Hr. Schwartz og Milloup underholdt hinanden, mens jeg raserede en kiosk for de nyeste tyske internetblade.

På vej hen til bilen fik Milloup lettet ben et par gange, og så satte vi kursen mod Schönwalde. Undervejs fortalte Hr. Schwartz, hvad han havde arrangeret for os med henblik på prøven næste dag. Det viste sig, at vi skulle tidligt op, for prøven startede allerede kl. 8, og der var mødetid kl. halv 8. Vi ville blive hentet ca. halv syv af Hr. Ruttkowski, der også skulle deltage i prøven med sin ruhårede hanhund.

Da vi ankom til fru Wenzels hus i Ackerstraße, tog hr. Schwartz omgående afsked for at køre hjem og pakke bilen til næste dag. Det var nemlig vores gruppe, gruppe X, der skulle stå for forplejningen ved sporprøven, og det betød en masse forberedelser for gruppens formand. For Milloup blev det et stormende gensyn med haven, der allerede var indlemmet i samlingen af "hans" haver. Han styrtede rundt for at se, om alt var som det plejede. Imens fandt fru Wenzel nøglen frem, og jeg foreslog, at vi ordnede betalingen, så jeg ikke skulle slæbe rundt på flere penge end højst nødvendigt.

Men i hvert fald var klokken kun 5, da vi tumlede ud af sengen og gik udenfor for at se, hvad vejrguderne havde til os. Derude lå tågen tyk og ulden. Udenfor havegærdet stod den som en hvid mur, og nabohavens store træer stod som lidt mørkere spøgelser i alt det hvide. Jeg krydsede i al stilfærdighed fingre for, at Milloup ikke skulle komme i tanke om at gø af buske, der gemte sig i tågen - det kan han nemlig sagtens finde på, og kl. 5 en lørdag morgen ville det ikke være så smart.

Lidt i 6 trådte vi ud gennem havelågen, og da holdt hr. Ruttkowski allerede og ventede på os. Milloup blev sat i kassen, så han ikke skulle komme for godt i gang overfor Unkas, hr. Ruttkowskis ruhårede hanhund, der sad bag i bilen. Og så startede vi ellers på en køretur, der viste sig at være meget længere, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Først nordpå, langt ud i det tidligere DDR. Derefter østpå og endelig ad en motorvej sydpå gennem Tegel-området - der er nemlig ikke ret mange veje gennem skoven i retning vest-øst, altså må man køre udenom.

Efterhånden begyndte stemningen at fortættes. Dommerpanelet var ankommet, og sporprøven blev åbnet med jagthornssignaler. Så skulle der trækkes lod om startrækkefølgen, og det foregik ved at der på en bilkøler blev stillet 4 ens små porcelænskrukker med jagtmotiver. Under bunden af hver stod et nummer, det var startnummeret - og den lille krukke kunne vi siden beholde som souvenir. Vi trak lod i katalogrækkefølge, altså skulle jeg trække som nr. 3. På det tidspunkt stod valget mellem at starte først og sidst, og til min store lettelse trak jeg nr. 1. Ventetiden ville dermed blive den kortest mulige.

Jeg styrtede hen til hr. Ruttkowskis bil og begyndte at hive ting ud af rygsækken - sporline, godtepose, vandflaske og skål røg ned i posetasken, og en enkelt dåsecola fandt også vej derned. Og så galoperede vi efter dommerpanelet, der så småt var på vej hen ad vejen til næste parkeringsplads, hvor vi skulle krydse vejen for at komme til sporet. Sporlæggeren forsvandt for at lægge vildtdelen på plads, og imens åbnede jeg min cola. Dog fik jeg ikke mere end en enkelt slurk, så var sporlæggeren tilbage - sandhedens time var kommet. En af damerne i dommergruppen, 2 damer og 3 herrer, tilbød at holde min cola, og vi fulgte efter sporlæggeren.

På den anden side af vejen kiggede jeg mig omkring og konstaterede, at terrænet lignede en godt optrampet udgave af en dansk bøgeskov. Det optrampede look var de mange vildsvin, der var i området, mestre for. Vi fik anskudsstedet og flugtretningen anvist, og Milloup startede omgående. Kort efter starten fik jeg dog indtryk af, at Milloup vist ikke befandt sig nøjagtigt på sporet, det føltes som om, han nærmede sig vejen mere og mere i stedet for at gå parallelt med den. Hans arbejdstempo var absolut heller ikke noget at råbe hurra for, faktisk gik det temmelig langsomt og krydsende.

Jeg har kun én gang tidligere set Milloup arbejde så dårligt på en sporprøve. Det var i juni måned 1997, og betingelserne var de samme som her - midt i en hedebølge. Ved den lejlighed blev resultatet af anstrengelserne efter 1½ time på sporet en 3. præmie, og jeg håbede stadig, at vi med lidt held kunne slæbe os igennem sporet og bevare skindet på næsen. Endelig nåede vi første knæk og sårleje. Overdommeren inspicerede sårlejet og konstaterede, at myrerne havde været på spil - der var faktisk intet blod at se.

Og efter knækket gik det rigtig galt. Milloup rendte rundt i snirkler og snøller med mig hængende i snoren bagefter. Vi blev hentet tilbage på sporet og fik vist retningen. Langsomt gik det igen fremad, men der var mange andre interessante ting at undersøge også, så det gik på kryds og tværs. Og så gik det hverken værre eller bedre, end at Milloup spadserede rakt gennem næste sårleje og videre ned ad en bakke. På det tidspunkt var jeg nærmest klar til at gå hjem og skamme mig på min hunds vegne. Vi blev igen sat på sporet, jeg misforstod sporlæggeren og var ved at hive Milloup af sporet, da han endelig tog det (så fik jeg også selv lidt at skamme mig over..).

Berlindagbog, 2. del

Rejsedagbog

Forside

Opdateret d. 12-8-03