2. del
Klik på billederne, hvis du vil
se dem i stort format
| 2. del Klik på billederne, hvis du vil se dem i stort format |
|
3. juli - fortsat Videre gik det, hen over en sti og ind i et mere tæt bevokset område. Her fandt Milloup et træ, hvor selv jeg, der ellers intet ved om vildsvin, kunne se, at her havde der vist været nogle af slagsen. Et område på 1 meter i diameter var fuldstændig gravet op, og Milloup kunne slet ikke løsrive sig fra det spændende sted. Overdommeren besluttede, at vi hellere måtte stoppe prøven, så de andre deltagere også kunne få en chance på deres spor, inden det blev for varmt. Vi havde da været ude i 1 time og 20 minutter. |
|
 | Jeg fik overrakt min efterhånden lunkne dåsecola, der troligt var blevet slæbt med hele vejen uden at noget var blevet spildt. På tilbagevejen viste overdommeren mig på en tegning, hvordan Milloup var gået i cirkler i forhold til sporet. Desuden fortalte han mig, at Milloup noget af tiden havde gået ganske spornøje på fodaftryk fra vildsvin, han havde tydeligt markeret hvert aftryk for sig, fik jeg at vide. Så nu ved jeg, at han kan spore vildsvin, men det var jo ikke lige dét, vi skulle bevise den dag.. |
|
På den anden side af vejen stod næste hund og fører parat, og Milloup og jeg traskede alene ned ad vejen til "2. parkeringsplads til venstre". Her stod hr. Schwartz og spejedede ivrigt ned ad vejen. Allerede på lang afstand vendte jeg tommelen nedad, så han kunne se, at der ikke var noget at glæde sig over. Han havde ellers taget det som et godt tegn, at vi var så længe undervejs. Men nu var det i hvert fald overstået. Milloup fik udleveret indholdet af godteposen, den der ellers var beregnet til servering ved vildtdelen, fik en god slurk vand og blev lukket ind i transportkassen for at hvile sig lidt. Selv kravlede jeg ind i hr. Ruttkowskis bil og tændte en smøg. Der var nemlig totalt rygeforbud i skoven af hensyn til faren for skovbrand. Bagefter lukkede jeg Milloup ud af kassen, og vi tog en god spadseretur ned ad skovvejen. Et stykke nede slog vi et lille slag væk fra stien, og her lykkedes det os faktisk at se et par af de efter Milloups mening så spændende vildsvin. De blev godt nok ikke stående for at hilse på, men fortrak skyndsomst i den anden retning. Desværre havde jeg ikke kameraet klar.. |
|
Da vi nåede tilbage til mødestedet stod dommerkollegiet samlet omkring madboden og holdt kaffe- og spisepause. Eftersom der på det tidspunkt allerhøjst var gået 25 minutter, siden vi afsluttede vores prøve, undrede det mig lidt. Det kunne da ikke passe, mente jeg. Men den var god nok. Startnummer to havde samme holdning til vildsvinene som Milloup - og en lidt mere direkte måde at udtrykke den på. Så hun havde taget en hurtig 14 minutters skovtur med næsen lige i vejret, og det var så dén sporprøve. |  |
|
Næste hund på sporet var hr. Ruttkowskis Unkas. Unkas syntes åbenbart også, at vildsvinene duftede fortryllende. Han kom hjem igen efter 20 minutter på sporet. Min appetit var efterhånden begyndt at vende tilbage, og jeg satte kursen mod madboden. Jeg havde for længst kigget en lækkert udseende chokoladekage ud, men først skulle der lidt fastere føde til. Desuden ville Milloup sikkert også gerne have lidt ekstra i skrutten. Derfor faldt valget i første omgang på en pølse med kartoffelsalat, som Milloup og jeg delte i god ro og orden. Da jeg lidt senere vendte tilbage for at hente desserten, havde andre gjort kål på chokoladekagen, så den fik jeg desværre alligevel ikke smagt. Sidste håb om en præmiering var en lille langhårede dværgtæve, og da prøvetiden sneg sig op over den halve time steg håbet om, at der dog skulle blive i det mindste en enkelt præmiering på dagen. Men det lykkedes ikke. Efter 40 minutter på sporet måtte også denne ekvipage opgive at komme frem til vildtdelen. Klokken var ikke engang tolv, da alle ekvipager var færdige, og dommerne havde heller ikke ret meget at diskutere - 4 runde nuller blev det til, og for Milloups vedkommende var det karrierens første af slagsen. Så blæste jagthornsblæserne igen et stykke, og det var den sporprøve. |
|
 | I løbet af formiddagen var også fru Ruttkowski ankommet til prøvestedet, men det blev jeg først klar over, da vi skulle køre hjem. Inden vi kørte, lovede hr. Schwartz at hente os næste morgen ved 9-tiden. Så ville han vise os Berlin midtby, inden vores hjemrejse kl. halv to søndag. Vi vinkede farvel til de tilbageblevne og satte kursen mod Tegelsee, hvor vi kom med en lille færge over søen, en tur der varede ca. 3 minutter. |
|
På den måde gik hjemturen meget hurtigere end udturen, og vi var hjemme i Schönwalde allerede ved totiden. Her tog vi afsked med hr. og fru Ruttkowski og skyndte os ind i haven, hvor Milloup indtog en halv liter vand og smed sig gispende så lang han var inde i skyggen. Jeg hentede noget læsestof og lidt at drikke til mig selv, og så fulgte jeg hans eksempel. Midt på eftermiddagen dukkede fru Wenzel op for at spørge, om jeg havde lyst til at komme om i forhaven og få en kop te og et stykke kage. Det ville jeg meget gerne. Milloup vågnede op af sin dvale og gik ihærdigt i gang med at gennemsnuse denne nye del af haven, mens fru Wenzel og jeg sludrede hyggeligt. Han fandt dog snart ud af, at det var for varmt til at bevæge sig særlig meget, så han kravlede ind i skyggen under bordet og slumrede hurtigt fredeligt igen. |
|
Efter en timestid med hyggelig snakken gik vi igen tilbage til os selv og fladede ud. Milloup gad overhovedet ikke gå tur, det var simpelthen for varmt. Jeg prøvede ved sekstiden, men vi nåede kun 2 huse væk, så ville hertugen tilbage i skyggen. Først ved ti-tiden lykkedes det igen at lokke ham med ud, men stadig nåede vi kun halvvejs ned ad grusvejen, så havde Milloup set, hvad han ville, og forlangte at komme hjem igen. Det var simpelthen for varmt til at foretage sig noget overhovedet. |  |
|
4. juli På slaget 9 holdt hr. Schwartz som lovet for døren. Vores pik-pak var stuvet i rygsækken og vi var klar til at tage afsked med fru Wenzel. Så rullede vi mod Berlins bymidte. Vi kørte hovedsageligt mod øst og syd og kom ind i midtbyen gennem det gamle Østberlin, bl.a. kom vi over Alexanderplatz og gennem Unter den Linden. Derfra kørte vi igennem Brandenburger Tor og parkerede på nordsiden af Tiergarten. |
|
 | Herfra spadserede vi tilbage til Brandenburger Tor og igennem den. På den tidligere østside så vi Hotel Adlon, der efter murens fald er blevet renoveret og nu igen er Berlins dyreste hotel. På tilbagevejen gennem Brandenburger Tor stoppede Milloup op for at lette ben, han skulle absolut også sætte sit mærke på stedet.. Tilbage på vestsiden spadserede vi op til den snart færdigrenoverede rigsdagsbygning og kiggede lidt på den udefra. Man kunne ellers komme op under kuplen, men dog ikke med hund, så det kom ikke på tale. I stedet skar vi et hjørne af parken og kom ud på Ebert Straße, der hvor før muren stod, og spadserede mod Potsdamer Platz med Tiergarten på højre side. |
|
Da der ikke rigtig var nogen skygge på denne strækning, blev Milloups tunge længere og længere, og han satte farten mere og mere ned. Efterhånden som formiddagen skred frem, blev det nemlig varmere og varmere, og alt tydede på, at søndagen nemt kunne blive lige så varm som lørdagen. Ved Potsdamer Platz udpegede hr. Schwartz de forskellige nybygninger i området, der tidligere havde hørt til Ingenmandsland. Han viste mig, hvordan to store firmaer havde kæmpet om æren af at have det højeste højhus - de havde simpelthen hver især smækket nogle etager ovenpå, da de opdagede at modpartens hus var højere. På det modsatte gadehjørne lå en stor rød bygning med en udstilling om udviklingen af området. Den var vi oppe i, men det blev et kort visit, for Milloup måtte ikke komme med ind, og balkonen udenfor havde gittergulv, et underlag Milloup hader som pesten. Så jeg fik meget hurtigt kigget færdigt og gik ud til hr. Schwartz og Milloup igen. Da vi krydsede gaden bagefter, kom vi forbi det sted, hvor der arbejdes ihærdigt på undergrundsstationen Potsdamer Platz. Der skulle vi over en træbro, og det passede heller ikke Milloup - han ville bæres. Vi spadserede lidt på kryds og tværs i området sydvest for Potsdamer Platz og kom til et stort indkøbscenter. Naturligvis var de fleste butikker lukkede, men på 1. sal var der en kaffe- og isbar, der var åben, og her satte vi os for at hvile fødderne og få lidt at drikke. Jeg bad tjeneren om lidt vand til Milloup, og det blev serveret i et stort isbæger, som Milloup ivrigt kastede sig over. Der var ikke ret mange dråber tilbage, da han var færdig. |
|
Det var efterhånden blevet rigtig varmt, så vi satte kursen tilbage mod bilen. På tilbagevejen gik vi gennem Tiergarten, hvor der var mere skyggefuldt, og det satte Milloup pris på.. På vejen til stationen kørte hr. Schwartz en omvej for at vise mig nogle flere af Berlins seværdigheder. På den måde kom vi forbi både Siegessäule, Schloß Bellevue, hvor Bundespræsidenten bor, Kongreßhalle, Carillon, Gedächtniskirche og Zoologisk Have. |  |
|
Turen sluttede ved Berlin Bahnhof Zoo, hvor vi tog afsked med hr. Schwartz. Han rullede hjem for at nyde de sidste rester af weekenden, og vi satte kursen mod banegårdshallen. Først fandt vi dog en lille bod, hvor man kunne købe sodavand til lidt lavere priser end i toget. Klokken halv to rullede toget ud fra stationen, og vi fandt nemt vores plads. Der var heldigvis også god plads til Milloups kasse, men det viste sig snart, at ulemperne trods alt var i overtal. Der var drønvarmt i vognen, og vinduerne kunne ikke lukkes op. Skiltene forkyndte, at IC-togets klimaanlæg ikke virkede, hvis vinduerne stod åbne. Det beklagelige var bare, at klimaanlægget alligevel ikke virkede, og resultatet var, at vi sad og stegte i 35 grader fugtig varme. Milloup lagde sig snart fladt på siden på gulvet og lå og gispede. Hans brystkasse hævede og sænkede sig med foruroligende hast, og vand ville han overhovedet ikke have. Jeg fik en togstewardesse overtalt til at åbne det lille-bitte vindue på toilettet, så jeg i det mindste kunne holde ham op, hvor han kunne snappe en smule frisk luft. Efter et stykke tid blev jeg klar over, at det faktisk kun var i vores vogn, at det var så slemt. En hurtig rekognoscering åbenbarede et ledigt sæde i den næste vogn, hvor temperaturen "kun" var på ca. 25-27 grader. Vi flyttede omgående og klarede resten af turen til Hamborg i nogenlunde fin form. Hamburg ved firetiden om eftermiddagen var også stegende varm, så vi indskrænkede lufteturen til et minimum og trak os tilbage til banegårdenhallens skygge for at afvente toget mod Danmark. I forhold til intercitytoget fra Berlin var det pragtfuldt at komme ind i dette regionaltog. Her kunne vinduerne nemlig åbnes - og det blev de! Godt nok var der stadig hedebølge, men nu fik vi i hvert fald frisk luft, der cirkulerede omkring os og forhindrede, at vi helt klistrede fast til sæderne. Milloup genopdagede endda hen ad vejen sin appetit, især da vores naboer, to ægtepar fra Fyn, pakkede deres rejseproviant ud og gik i gang med aftensmaden. Kvart i syv rullede toget ind på stationen i Padborg. 14 minutters ophold blev anvendt til en luftetur langs perronen og et højlydt skænderi med en artsfælle af hankøn, der havde formastet sig til at følge med sin herre ned på stationen. Efter således at have gjort Padborg og omegn opmærksom på vores tilstedeværelse trak vi os i god ro og orden tilbage til toget og rullede videre op gennem Jylland. Da vi ved halv ni-tiden nåede Fredericia, var temperaturen ved at være udholdelig - også uden cirkulerende luft, men selv ved ankomsten til Århus lidt i ti var det stadig muligt at optræde i korte ærmer uden at komme til at fryse. Sikken en varmetur! |
|
Opdateret d. 12-8-03 |
