Klik på billederne, hvis du vil
se dem i stort format
| Klik på billederne, hvis du vil se dem i stort format |
|
24. august Vi kender jo efterhånden turen sydpå - i hvert fald så langt som til Hannover, der var første stop på vejen. Afgang fra Århus kl. 12, skifte i Fredericia kl. 1, 20 minutters tissepause i Padborg ved 3-tiden og så ankomst i Hannover kl. 7. I anledning af Expo er Hannovers sporvognsnet blevet udbygget, så det nu er muligt at tage lokaltoget direkte til Mellendorf, og det var hvad vi skulle. Vi ankom til Mellendorf ved 8-tiden, og her blev vi hentet af Iris. Vi havde dog nær ikke fundet hende, for hun havde fået ny bil, men heldigvis kunne hun kende os. Og Milloup kastede sig med jublende gensynsglæde i hendes favn - hun dufter jo fortryllende af damehunde.. Så snart vi nærmede os huset, begyndte Milloup at pibe af iver. Han kunne udmærket kende det hele igen, og han styrtede hjemmevant ind ad døren. Her blev han mødt af vennerne fra sidst, Coco og Clara. Desværre er gamle Diva i mellemtiden gået til de evige jagtmarker, men i stedet er familien blevet udvidet med Cocos datter Easy, således at Iris nu har tre generationer på samme tævelinje. Og Milloup faldt for Easy med et brag. Hun er et blødere gemyt end Coco, og hun kender endnu ikke alle Cocos tricks, så her kunne "Macho" rigtig folde sig ud og lægge damen ned. Snu bavian som han er.. |
|
 |
Aftenen gik med hyggelig sludder, men vi gik tidligt i seng. Iris og Jörg tilhører jo det arbejdende folk, og næste dag var arbejdsdag. Milloup og jeg skulle sove i stuen, hvor alle jagttrofæerne pryder væggene. Vi fik slæbt en madras ind midt på gulvet og fundet en sovepose og et tæppe frem, og straks sengen var redt, kastede Easy og Milloup sig ud i en livlig tagfat ovenpå soveposen. Det blev ikke den sidste af den slags. Selvfølgelig nåede vi også et par lufteture i den dejlige, indhegnede have, så Milloup kunne få strukket benene efter den lange rejse. |
|
25. august Næste morgen sørgede jeg for, at hverken Milloup eller jeg gik i vejen for vores værter. Der er ikke noget så irriterende som at få afbrudt de sædvanlige morgenritualer, som man efterhånden ved på rygmarven hvor lang tid, der skal sættes af til. Da Iris og Jörg var kørt, stod Milloup og jeg op i ro og mag. Vi morgenluftede i haven og hilste på tøserne, der gik og hyggede sig oppe i kennelen i det gode vejr. De hilste os med en øredøvende koncert. Efter morgenmaden plantede jeg mig ved computeren og spredte Iris' samling af tyske stambøger over skrivebordet. Samme stambøger havde - indtil en uge før - været på en langvarig ferie hos mig, også længere end forud beregnet. Det var nemlig oprindeligt meningen, at Iris skulle have været på besøg hos os i forbindelse med et møde, hun skulle til i Danmark, men det glippede. Nu havde postvæsnet så endelig bragt dem hjem igen, og som tak for lån havde jeg lovet at kigge i databasen og se, om jeg kunne finde lidt flere stamtavleoplysninger på Cocos, Claras og Easys aner. Og det lykkedes da også at grave nogle nyheder op. |
|
Milloup hyggede sig. Han slappede af ovenpå gårsdagens togrejse, men pludselig kom han i tanke om, at der skulle ske noget, og så gik han på opdagelse i Iris' fiskedam. Mærkeligt nok ville fiskene ikke komme hen og snakke med ham, og jeg var på et tidspunkt bange for, at han i stedet skulle beslutte sig til at svømme ud til dem. Men han holdt fascinationen i tømme og blev på tør grund. | 
|
|
Ved frokosttid var det tid for endnu en lille luftetur. Vi satte kursen mod det lokale supermarked, og Milloup fik sig en duftoplevelse, mens jeg handlede ind. Han blev nemlig efterladt hos fiskemanden, der stod i sin salgsvogn udenfor. Herfra kunne han så nyde duften af de røgede sild og hvad, der nu ellers var til salg i vognen. Sidst på eftermiddagen kom Iris hjem fra arbejde, og nu skulle der til at ske noget. Vi skulle nemlig ud og gå spor. Og det var ikke et hvilket som helst spor, Iris havde lavet til Milloup. Nej, det var en - for os - helt ny og ukendt disciplin, der hedder Fährtenschuh. |
|
 |
Normalt går vi spor, der er dryppet med blod fra en flaske. Det er på dette område, at Milloup er specialist. Men ved disse spor bliver færten lagt ved, at der spændes et par fødder fra et stykke vildt fast i færtskoene, og så går sporlæggeren ellers ud ad sporet med skoene på. Samtidig lægges dog en smule blod, men det er kun ialt 1 dl på et 1000 meter langt spor. Iris siger, der lægges blod for hver ca. 10 meter (normalen hos os er vel ellers ca. 1-1½ meter mellem dryppene). |
|
Coco blev hentet ned fra kennelen, og vi pakkede de to hunde, støvler, sporliner og skindet af det første vildsvin, Iris skød i sin tid, ind i bilen. Skindet skulle gøre det ud for vildtdel. Vi besluttede, at Milloup skulle have lov at gå først. Iris smuttede hurtigt ind i skoven for at placere vildtdelen, og så førte hun os hen til det sted, hvor sporet startede. Da Milloup så sporlinen, blev han helt ekstatisk. Vi har jo ikke fået trænet så meget det seneste års tid, jeg har nemlig fået en "dejlig" diskusprolaps, så alt det springen rundt i skoven blive ikke til så meget, som hunden godt kunne ønske. Men NU skulle han i hvert fald have lov.. Iris havde lavet et lille spor på kun ca. 300 meter her til første forsøg. Milloup startede fint på sporet, men efter kort tid gik han af. Han blev hentet tilbage og fik vist sporet, og nu gik det bedre. Han så ud til at have fattet systemet. Et stykke vej gik det udmærket, men så gik sporet gennem et blomsterbed. Et tæppe af noget, der engang havde været små, gule blomster dækkede et stykke af skovbunden. Nu i august var blomsterne dog midt i at formere sig med henblik på næste sæson, og Milloup havde snart hele hovedet inklusive næsen fuld af noget, der lignede miniature mælkebøttefrø. Det var han ikke så glad for, og han måtte igen have lidt hjælp. Efter denne oplevelse gik han nydeligt resten af sporet og fandt skindet. Under skindet havde Iris placeret en af de små portionspakninger med hundemad, og den gjorde stor lykke hos Milloup.
Knap så stor lykke gjorde det, da vi kom tilbage til bilen, og han opdagede, at han skulle sidde alene, mens vi gik spor med Coco. Faktisk kunne hans utilfredshed høres et godt stykke fra bilen. |
|
Efter sporudflugten susede vi hjem. Iris og Jörg skulle til et foredrag om gravjagt, og Milloup og jeg måtte også gerne komme med. Men min ryg drillede ovenpå togtur osv, og for ikke at forstyrre foredraget med mit evindelige op at stå, ned at sidde, valgte jeg at blive hjemme.
I stedet gjorde Milloup og jeg en lille udflugt op på marken bag huset, og bagefter slog vi os ned i sofaen foran fjernsynet. |  |
|
Iris og Jörg dukkede op ved midnatstid. Det havde været et godt, men temmelig langt, møde. Inden sengetid skulle Iris lige nå at øve sig på klaveret, for hun skulle spille til en gudstjeneste for de nye skoleelever dagen efter, og noderne var først kommet pr. telefax samme eftermiddag. Men inden længe var der ro i residensen.
26. august |
|
 |
Ikke som dengang, vi besøgte vores venner Per og Akemi i København. Per arbejdede om natten og kom hjem kl. 6 morgen. Da vågnede jeg ved, at Milloup glammende var på vej tværs over gulvet for at standse "den indtrængende". Det var faktisk temmelig pinligt i og med, at hundehold er forbudt i den boligblok, hvor Per og Akemi bor.. |
|
Efter morgenmaden kørte vi med Iris hen til den lille kirke langt nede ad en skovvej, hvor hun skulle spille. Iris forsvandt ind i kirken, vi snusede rundt udenfor og iagttog de små, nye skolepoder, der i deres stiveste puds og med forældrene ved hånden kom for at gå i kirke. Alle børnene bar på "Schultüten", store kræmmerhuse med - fik jeg at vide - et indhold af slik og frugt. Sådanne kræmmerhuse får alle nye skolebørn i Tyskland af deres forældre, det er skik der. Da gudstjenesten startede, var der ikke mere at se på udenfor, så i stedet gik vi en god tur i skoven og videre ad en sti langs en mark. Vi vendte om, da vi nåede ud til en befærdet vej, det var bedre at blive på stierne, hvor Milloup kunne løbe rundt uden snor på. |
|
Efter gudstjenesten måtte vi skynde os videre, for Iris skulle nå et besøg hos en sadelmager, inden butikkerne lukkede. Og så kørte vi ellers hen til hendes forældre på et kort visit. Vores første besøg havde fundet sted i marts måned, og da var haven jo ikke i fuld kondition. Men det må jeg sige, den var nu. Der var simpelthen blomster overalt, og Milloup støvede rundt og gik på opdagelse. |  |
|
Iris's mor hilste hjerteligt på os, og hun blev glad for den lille ting, vi havde medbragt som gave. Jeg var rundt og beundre blomsterfloret og fik også tilbud om nogle frø til senere, men der er jo ikke så meget at bruge frø til på 2. sal, desværre.. Vores tog gik kl. 14.06, så vi havde ikke ret meget tid, men jeg nåede dog at beundre nogle kæmpestore opstammede fuchsier, der ved vores første besøg havde stået og set lidt nedtrykte ud i trappeskakten. Nu var der intet at se af denne nedtrykthed, de struttede af sundhed og blomster. |
|
 | Så susede vi igen ud ad landevejen. Vel hjemme fik jeg ringet til vores hotel og givet besked om, at vi kunne ventes rimeligt sent. Vores tog skulle være i Stuttgart ved ottetiden, men så var der jo lige det med at finde rundt i Stuttgart og finde hotellet. Det kunne måske give problemer, Stuttgart er jo ikke helt lille. |
|
Imens jeg ringede, biksede Iris et par pandekager sammen til os. Dvs hun kaldte det pandekager, men det var nu nærmere det, vi hos os kalder omeletter. De smagte pragtfuldt! Og så var det tid til farvel. Vores tog kørte fra Hannover kl. 14.06. Det sidste pikpak blev stuvet i rygsækken, og så kørte Iris os til stationen i Mellendorf. Hun ønskede os god rejse og held og lykke i Stuttgart, og det var så den visit. Da vi ankom til Hannover banegård, havde vi - heldigvis - god tid til at finde den rigtige perron. Det viste sig nemlig, at den fine, nyrenoverede banegårdshal havde én stor mangel. Uanset hvor, jeg kiggede, fandt jeg intet opslag med oplysninger om, hvilke tog, der kørte fra hvilke spor. Der var en planche med ankomsttider, men det kunne jeg ikke bruge til så meget, for jeg anede ikke, hvor vores tog skulle komme fra. Klokken nærmede sig 14.06, og vi havde været flere gange rundt i hallen uden at finde et brugbart opslag. Der havde heller ikke været nogle servicemedarbejdere at se, dem var der ellers rå mængder af, da vi ankom. Panikken var ved at gribe mig, og på lykke og fromme hastede vi op på en tilfældig perron, der heldigvis viste sig at være den rigtige. Ellers havde vi heller ikke nået toget. Så fin en banegård, og så dårlig en skiltning. Pinligt, Hannover!
|
|
Updated on 11-8-03 |
