I Bruchsal skulle vi skifte tog, før det sidste lille nøk til Stuttgart. Klokken var 7, og det var så småt begyndt at mørkne. Milloup rakte sig og strakte sig og syntes, det var dejligt igen at få en lygtepæl at lette ben opad, så han afsatte prompte og med stor ihærdighed sit livs hidtil sydligste duftmærke.

Tyve minutter over 7 rullede vores tog ind på perronen, og vi rumlede de sidste kilometer mod Stuttgart, mens aftenmørket sænkede sig helt over landet. Turen varede kun en halv time, men på den tid nåede vi at køre igennem flere tuneller, end vi havde gjort på hele resten af turen. Det må være et temmelig bakket område!

Vi tumlede ud af toget på Stuttgarts store banegård og skulle så se at finde vej rundt. Først fandt vi et sted, hvor man kunne købe lidt aftensmad og medbringe til hotellet. Så manglede vi bare U-bahn linje 15 mod Stammheim. Jeg så et skilt med S-bahn og tænkte, det nok var der. Vi fandt en elevator ned til perronen, men måtte konstatere, at her fandtes kun linje 1-6. På den igen.

Efter et par forespørgsler rundt omkring viste det sig, at Stuttgart har både S- og U-bahn, og vi skulle hen i den anden ende af banegården for at finde vores sporvogn. Endelig lykkedes det at finde den rigtige perron, og så skulle der købes billet. Der stod en maskine med en liste så lang som en arm over mulige destinationer, men heldigvis var de ordnet alfabetisk, så Kirchtalstraße blev fundet uden de store besværligheder. Nu var der bare at vente.

Adskillige sporvogne passerede, og de stoppede alle ud for os. Så da linje 15 blev meldt på lystavlen, tog jeg det ganske roligt og lukkede blot Milloup ind i kassen. Godt nok stod der "Tief" på tavlen ud for toget, men det sagde mig ikke noget på det tidspunkt. Pludselig holdt sporvognen der. Ikke ud for os, men derimod ca. 50 meter længere væk ved en lidt lavereliggende perron, der var en forlængelse af den, vi stod på. Jeg hankede op i kassen og sprintede det bedste, jeg havde lært. Heldigvis kunne vognføreren vist kende en forvildet turist, når han så en. I hvert fald ventede han høfligt, til jeg havde kastet mig ind ad den forreste dør i vognen, inden han satte i gang.

Gispende og pustende sank jeg ned på et sæde. Milloup betragtede mig uudgrundeligt fra kassens dyb. Meget har han i tidens løb oplevet fra min side, men så bumpende en tur i kassen har han dog vist aldrig prøvet før. Jeg havde ikke noget kort, og jeg anede ikke, hvor langt der var til Zuffenhausen og Kirchtalstraße, så jeg holdt øjne og ører på vid gab. Det var nu ikke så vanskeligt, viste det sig. En metallisk, båndet damestemme annoncerede nemlig hvert stoppested, så man ikke kunne være i tvivl. Vi kørte forbi eksotisk klingende steder som "Prrragfriedhof", "Löwentor" og "Prrragsattel" samt den mere prosaisk klingende "Milchhof".

Endelig blev Zuffenhausen Rathaus annonceret, og næste stop var vores destination. Jeg stod af, slæbte kassen ind på fortovet og lukkede Milloup ud. Med hunden ivrigt trækkende i snoren drejede vi til højre ned ad en stille sidegade. Først nedad bakke, siden opad igen vandrede vi. Milloup afsatte med ildhu sine hilsner til de lokale hanhunde, efterhånden som vi arbejdede os fremad. Endelig nåede vi tværvejen Spielbergerstraße, og - ganske som forklaret - lige overfor os lå nu Hotel Keinath, hvor vi skulle bo.

Første punkt på dagsordenen var at stille noget mad og vand frem til Milloup, og mens jeg gjorde det, afprøvede Milloup sengen. Den lod til at falde i god smag.

Så var det tid for aftenens sidste luftetur. Vi forlod hotellet og satte kursen op ad Spielbergerstraße, der viste sig at være blind i den retning, Milloup havde valgt. For enden af vejen var der et højt hegn, og ovenover hvilede en motorvej på solide piller. Bilerne susede forbi deroppe, men nede hos os var der fredeligt og stille. På venstre side af vejen lå der tofamilieshuse, på højre side en stor græsmark. Da jeg ikke kendte området, måtte Milloup dog for en sikkerheds skyld beholde "kravetøjet" på den aften.

Efter lufteturen fladede vi ud foran fjernsynet, men efter en lang dag blev det hurtigt sengetid.

27. august
Næste morgen ringede vækkeuret kl. 7. Vi futtede en hurtig luftetur op ad vejen, og dennegang fik Milloup lov til at snuse lidt rundt alene, nu hvor det var dagslys. Bag marken lå der, hvad der så ud til at være en klynge kolonihaver, så alt i alt var det et fredeligt hjørne af byen.

Tasken var allerede pakket aftenen før, og morgenmad skulle købes på vejen, så vi var snart klar til afgang. Nu kendte vi turen ned til sporvognen, og Milloup inspicerede højtideligt de duftmærker, han havde afsat aftenen før og opfriskede de af dem, der trængte til opfriskning.

Ved Kirchtalstraße drejede vi til venstre og fulgte sporvognsskinnerne mod midtbyen. Lidt nede ad vejen lå et bageri, der havde åbent, så der blev fourageret. Vejret var dejligt, og vi var i god tid, så vi fortsatte ned ad vejen, forbi rådhuset og videre langs skinnerne. Så kunne vi vel ikke blive helt og aldeles væk, mente jeg. Lidt nede ad vejen fandt vi et lille parkanlæg med bænke, og her slog vi os ned, så jeg kunne få morgenmad. Milloup kiggede interesseret og var som sædvanlig meget hjælpsom, når der skulle tygges noget. Helt tørmundet gik han da heller ikke derfra..

Vi fandt stoppestedet og satte os til at vente. Endelig kom sporvognen, og vi steg ombord. Ved Pragsattel skulle vi skifte til linje 7, den eneste, der kører op til Killesberg Messeområde, hvor udstillingen blev afholdt. Og det gik opad. Rundt i et par hårnålesving og gennem en tunnel, og så var vi der. Her var ikke noget at tage fejl af, for Killesberg var endestationen.

Herfra var det bare at følge strømmen, og snart stod vi ved hallen. Udenfor vajede en stribe flag i brisen, inklusive det danske. Denne hilsen glædede mig meget, især da jeg senere fandt ud af, at Milloup var den eneste danske hund, der havde vovet sig så langt sydpå. Altså måtte flaget være til hans ære..

Vi fik overstået papirarbejdet og betrådte messeområdet. Det var kæmpestort. Jeg kiggede i kataloget og fandt ud af, at vi skulle være i ring 7 og i samme hal som store ring. Denne hal indeholdt også et utal af salgsboder, så der var rigeligt at se på. Vel ankommet til vores hjørne af hallen viste det sig, at der på stedet var byttet om, så langhår skulle i ring 6. Til gengæld stod vi lige ved en udgang, hvor vi havde et overdækket lufteområde lige udenfor, og en kort tur op ad en stejl nedkørsel bragte os snart op på et område med rigtigt græs at tisse på.

Dommer Jeanine Bandel skulle kun bedømme ialt 35 hunde, så hun havde god tid til at kigge hver enkelt efter i sømmene - og den brugte hun. Milloup var skiftevis lidt inde og lidt ude, men ved 1-tiden kunne jeg mærke, at nu var han snart træt af at marchere på stedet, uden at der skete noget. Så tog vi endnu en tur udenfor, det hjalp lidt på humøret.

Endelig, henad klokken 2 blev det vores tur. Der var tilmeldt 2 brugshanner, og vores konkurrent var en flot og kraftig unghund af en type, som i hvert fald i Danmark ofte får lov at stå foran Milloup på udstillingerne. Han hed Salino, og ifølge kataloget kom begge hans forældre fra kennel "Naits", hvilket jeg tror er en fejlskrivning for Nuits - han kunne godt ligne den stamme.

Milloup skulle bedømmes først, og nu blev det klart, at han var ved at være træt af forestillingen. Han gik godt nok, men i stram snor og hængende så langt bagude, som snoren ville lade ham. Ikke noget af hans sædvanlige, smukke "fri ved fod" teknik her.

Så skulle Salino rundt i ringen, og siden gik begge på én gang. Milloup virkede stadig træt og ugidelig, og jeg var begyndt at indstille mig på et nederlag, da dommeren meddelte, at eftersom Salinos ryg endnu ikke var helt fast, skulle Milloup være vinder i klassen. Bagefter blev en gruppe på 4 åben klasse hanner bedømt, og så skulle Milloup i ilden mod vinderen. Her fik vi ikke noget med hjem, men hovedsagen var certet fra brugsklassen, hvoraf Milloup nu var den lykkelige indehaver af 3.

Så var spændingen for vores vedkommende udløst, og tilbage var kun at vente på, at vores papirer blev udleveret. Det ville ske kl. 4, fik vi at vide. I mellemtiden spadserede Milloup og jeg rundt på udstillingen, og vi fandt et sted, hvor de solgte pølser. Det havde vi trods alt fortjent, så et par pølser og lidt penge skiftede ejer, og så satte vi os i et fredeligt hjørne og deltes pænt om maden.

På tilbagevejen kom vi forbi store ring, netop som en gruppe fra den lokale gravhundeklub var i gang med en lydighedsopvisning. Dét måtte vi se. Mange af de ting, der blev vist, kan Milloup også, men andre var fremmede for os. Især var jeg imponeret, da hele flokken tæt efter hinanden marcherede op på et brædt, der var hævet ca. 30 cm over jorden, og hundene så blev stående på kommando. Alt i alt var det en livlig og flot opvisning.

Efter en varm spadseretur på et par kilometer returnerede vi til hotellet, og så blev der for alvor fladet ud. Nu var der ikke andet vi skulle, ud over at nå toget næste morgen. Jeg havde købt et par aviser, og TV på værelset var der også, så vi gjorde os det behageligt arm i arm på sengen, indtil det blev tid for en sidste lille aftenluftetur op ad vejen. Det blev tidligt sengetid den aften.

28. august
Vores tog skulle køre kl. 8.11 fra Stuttgart hovedbanegård, så vi var på benene allerede klokken 6. For at give Milloup ordentlig mulighed for at få snuset og tisset af, uden at jeg skulle følge i hælene på ham med al bagagen på slæb, gik vi en sidste tur op til kolonihaverne for enden af vejen. Så hentede vi vores pikpak på værelset, låste og lagde nøglen i receptionen på vejen ud. Jeg havde håbet, at vores gode bager fra dagen før var morgenmenneske, men det var han åbenbart ikke; der var i hvert fald endnu ikke åbent. Så i stedet hoppede vi på sporvognen mod centrum.

På stationen var der til gengæld åbent overalt og folk myldrede allerede rundt. Milloup ventede tålmodigt i kassen, mens jeg hentede en avis og et par sandwiches. Hver gang sørgede jeg for at vælge butikker, hvor jeg hele tiden kunne se kassen, mens jeg ventede på at betale. Så kom næste punkt; vi skulle finde et opslag over hvilke tog fra hvilke spor. Det viste sig, at vi skulle endnu en etage op, men så var vi der også - og endda i god tid.

Da toget kom, viste det sig, at min plads nr. 75 var midt i toget, langt fra bagagerummet, hvor der var plads til Milloups kasse - og der var ikke plads til Milloup på sædet ved siden af. I stedet var jeg fræk nok til at tage pladsen skråt overfor bagagerummet, og da pladsens indehaver kom, bad jeg ham bytte. Det havde han heldigvis ikke noget imod. Vi var havnet blandt flinke, hundevenlige mennesker, så efter lidt tid kom Milloup ud af kassen og op på skødet. Turen var heller ikke så lang, 40 minutter senere var vi i Heidelberg.

Toget kom, vi fandt vores plads, og indtil videre så der heldigvis ud til at være god plads.

De ca. 3½ time mellem Frankfurt og Hannover var toget godt fyldt det meste af tiden, så Milloup måtte ligge under sædet. Trods det fik han selvfølgelig sin rigelige del af min frokost. Endelig, klokken 13.52, ankom vi til Hannover, hvor vi havde en times ophold til at lufte os og finde lidt mad til den videre rejse. Belært af erfaringen fra udturen udspurgte jeg konduktøren grundigt om, hvilken perron toget mod Fredericia skulle køre fra. Det var spor 7.

Så marcherede vi ud i Hannover for at finde passende benlettersteder. Vi vandrede en tur rundt om banegården, men jeg ville ikke for langt væk. Tænk, hvis vi ikke nåede tilbage i tide.. Så i stedet satte vi os udenfor banegården og - i hvert fald jeg - beundrede det flotte springvand, de har sat op der. På vej tilbage gennem banegårdshallen købte jeg et par sandwiches til senere fortæring, og Milloup gik derefter med næsen trykket ind mod bæreposen, der nu duftede fortryllende af mere mad.

14.55 sad vi igen i et tog, der rullede nordpå. Nu var vi næsten på hjemmebane. Celle, Uelzen, Lüneburg og Hamburg-Harburg susede forbi, og så var vi på Hamburg Hbf. Her var godt nok en pause på 10 minutter, men da der alligevel ikke må lettes ben i banegårdshallen, blev vi i toget. Der var jo også kun ca. 2½ time til Padborg, hvor der altid er lang pause og gode luftemuligheder med både græs og buske langs perronen.

Eftersom toget kom længere nordpå, blev det mørkere i vejret, og det var ikke kun fordi, vi nærmede os aften. I Padborg var vi lidt før 7, og da var det stadig tørvejr. Milloup fik klaret sine ærinder i fin stil, inden vi godt rejsemørbankede rullede ind i Danmark. En time senere befandt vi os i omegnen af Lunderskov/Kolding og midt i et forrygende regnvejr, jo, nu var det tydeligt, at vi var ved at være hjemme igen.

I Fredericia passede forbindelsen videre mod Århus som sædvanligt ikke. Ankomst 20.41, afgang med IC-toget først 21.07. Her kom vi til at snakke med en ung fyr, der var på vej hjem fra det sydlige Spanien og havde været undervejs i et par dage i ét stræk. Så var vores trængsler jo ikke rigtig noget at prale af..

Stuttgartdagbog, 1. del

Tilbage til Rejsedagbog

Tilbage til forsiden

Opdateret d. 14-8-03